Mange sammenligner den nuværende krise i finansielle markeder med det berømte krak i Wall Street anno 1929 og kalder det således den værste krise i næste 80 år. Men hvad var det egentligt, der skete på Wall Street i den kaotiske oktober måned i 1929?

Den amerikanske økonomi

Efter 1. Verdenskrig oplevede USA et økonomisk boom i kølvandet på ny teknologi og nye produktionsprocesser. Dette afstedkom 1920ernes økonomiske opsving, hvor radio, vaskemaskiner og biler blev hver mands eje. Den stigende velstand afspejlede den amerikanske fondsbørs, hvor det toneangivende aktieindeks, Dow Jones, steg fra 106 i starten af 1920erne til 245 ved udgangen af 1927. Disse stigninger var begrundet i realvækst i den amerikanske produktion.

Kun omkring halvanden million aktive investorer ud af den samlede befolkning på 120 millioner, men aktiehandelen blev central for den amerikanske kultur. Det blev en sport at følge papirstrimlen med kurserne på selskaber som U.S. Steel, General Electric, Radio Corporation of America, Westinghouse samt American Telephone and Telegraph.

Den amerikanske sindsstemning var rettet mod fremtiden, mod vækst og rigdom. Opsvinget syntes uden ende og de økonomiske fremskridt ustoppelige. De private investorer opfattede markedet som risikofrit. Da aktierne tilsyneladende steg i det uendelige blev mange fristet til at sætte hele deres opsparing i aktier, uden at sætte sig nærmere ind i hverken selskaberne eller markedets mekanismer. Med denne flodbølge af amatører var der pludselig skabt et hul for de professionelle, der øjnede lette penge ved at skubbe lidt til kurserne. Investment bankers, børsmæglere og til tider også ejere, slog sig sammen og manipulerede kurserne.

 

 

 

Såkaldte pool- og syndikatoperationer blev hverdagskost, hvor bagmændene drev kurserne på udvalgte papirer op og ned, alt efter hvilken position de havde i papiret. De medsammensvorne opkøbte i al hemmelighed store aktieblokke, som de herefter solgte til hinanden, igen og igen, men til stadig højere kurser. Når de private investorer pludselig så, at den såkaldte ticker tape med noteringer fra børsen viste navnet på et selskab, der steg og steg, kastede de sig over aktien. Derpå solgte de professionelle deres aktier til en pris, som de selv havde drevet i vejret.

Garanti for tab

Aktieopturen i 1929 var primært rodfæstet i de eksisterende industrier og foretagender. Den primære spekulation skete via såkaldte investeringstruster, der tilbød folk at investere indirekte i andre selskaber. Først solgte investeringstrusten egne aktier, hvorefter man for provenuet købte aktier i bestående foretagender. Forinden havde selskabet selv, dets stiftere og pengemarkedets aktører taget sig godt betalt via provisioner og honorarer. Investeringstrustens påståede fordel var at kunne sprede investeringerne (og dermed risikoen) på flere selskaber end den almindelige investor kunne.

Investeringsselskaberne ejede som udgangspunkt ikke andre værdier end de aktier, obligationer, værdipapirer og kontanter som man havde købt. Alligevel var kursværdien af selskaberne næsten altid større end værdien af de enkelte aktiver, oftest dobbelt så store. Denne merværdi afspejlede de private investorers tillid til investeringsselskabernes ledelse og deres evne til at købe de rette aktiver, der stod umiddelbart foran værdiforøgelser. For at opretholde dette glansbillede knyttede investeringsselskaberne førende økonomer og professorer til sig og forsømte ingen lejlighed for at slå til lyd for egen genialitet udi den finansielle verden.

En ballon pustes op

Dow Jones Industrial Average indekset over de 30 største og mest omsatte aktier nåede et højdepunkt af 381 point den 3. september 1929. Siden årtiets start var aktiekurserne mere end firedoblet i en sand investeringsfeber. Forventninger om fortsat stigende indtjening og udbytter fra selskaberne havde fordoblet aktiernes P/E-ratio fra 10 til 20, og endnu højere for de mest populære aktier. Aktiekursernes stigninger kom ud af trit med den realøkonomiske vækst i virksomhederne.

Efterspørgslen blev hjulpet på vej af marginspekulation, hvor man mod indskud af et mindre beløb lånte til spekulation. Med denne gearing tjener spekulanten mange penge så længe aktiekurserne fortsætter op. Omvendt er risikoen stærkt forøget, da selv små kursfald hurtigt kan borterodere det oprindelige marginbeløb. Indtræder kursfald må spekulanten enten indbetale yderligere sikkerhed eller indfri hele lånet ved salg af aktiebeholdningen.

Folk strømmede til for at købe aktier på margin. Børsmæglerlånene er dog langt fra spekulative, idet de beskyttes af dels selve aktierne, og dels af det kontante marginbeløb. Og tilmed kunne lånet opsiges uden varsel af långiveren. Renten på disse lån steg støt og nåede ved udgangen af 1928 ikke mindre end 12% - stadig med fuld sikkerhed. Det betød en strøm af likviditet til Wall Street fra finansielle centre i udlandet og amerikanske virksomheder, der stillede deres overskydende likviditet til rådighed for pengemarkedet. Det var lettere at få 12% i udbytte af en sikker investering, frem for at investere i en øget produktion, som notorisk var forbundet med usikkerhed, og tilmed gav et ringere afkast.

Mørke skyer trækker sammen

Af forsigtighedsgrunde krævede størstedelen af børsmæglerne i 1929, at kunderne betalte et kontantbeløb på 45-50% af værdien af deres aktiekøb. Det var betydeligt mere end hidtil fordi spekulationens risiko er ved at gå op for långiverne.

Fra september 1929 udviklede Wall Street sig til en uhyre negativ spiral, hvor spekulanterne trak hinanden med ned. Jo mere kurserne faldt, desto flere blev tvunget til at sælge. Det øgede handelsvolumen, og kurserne fortsatte deres fald. I takt med at håbet om en hurtig genopretning fortonede sig skulle mange skaffe likvider til at indfri deres aktielån. Da investorerne som regel ikke havde likvider måtte de sælge aktierne. Disse salg forstærkede salgspresset og kurserne faldt yderligere.

Fra toppunktet af 381 siver indekset langsomt ned til 326 tirsdag den 22. oktober. Mandag den 21. oktober omsattes godt 6 millioner aktier - den tredjestørste omsætning i historien. Børstelegraferne havde tidligere været bagefter, men kun i et hausse-marked og det var trods alt til at bære for de fleste, at man først med forsinkelse vidste hvor meget rigere man var blevet.

Men denne mandag falder kurserne og børstelegrafen halter bagefter i et baisse-marked. Nu vidste investorerne ikke hvor meget fattigere de var blevet. Investorerne kunne være ruineret uden at vide det. Wall Street var på panikkens rand da New York Stock Exchange åbnede tirsdag, men toneangivende analytikere og økonomer fremsætter understøttende udtalelser om, at kursfaldet var blevet for stort, og alene udtrykte "yderliggående fanatikeres forsøg på at drive svage spekulanter ud fra markedet." Markedet er fundamentalt sundt og skal nok rette sig, lød meldingen.

24. oktober 1929 - Den sorte torsdag

Nedturen bliver til panik tordag den 24. oktober. Aftenen før har børsmæglerne krævet større maginindbetalinger, og den øgede usikkerhed får mange til at trække sig ud af markedet og stryge gevinsterne. Det skaber et massivt salgspres straks fra torsdag morgen. Salgsordrerne fløj gennem lokalerne. Alle ville sælge, men telefonlinierne brød sammen og handelssystemet kollapsede. Indberetningerne af salgsordrerne haltede langt bagefter.

Da det gik op for handlerne, at aktierne i virkeligheden blev solgt til kurser under dem, de kunne aflæse på ticker tape-strimlerne, greb frygten om sig. På aktiemarkedet er der altid en køber for hver sælger. Til gengæld fastsættes priserne benhårdt af loven om udbud og efterspørgsel. Var der ingen købere til de udbudte priser blev man ved med at sænke prisen indtil en køber omsider indfandt sig. Det betød lodrette fald for mange aktier.

Ved 11-tiden var markedet en panisk masse af salgsordrer, der blev råbt ud i lokalerne. Folk solgte uden at kende kurserne på aktierne, der blev kastet i grams. Den sædvanlige frokost dæmpede kort gemytterne, men situationen var så alvorlig, at man hasteindkaldte et møde blandt ledende bankfolk i kontorerne hos J.P. Morgan & Co.

Om eftermiddagen udsendte man en beroligende erklæring omkring markedets tilstand og stoppede omsider det voldsomme kursfald. Blandt mødedeltagerne erklærede landets mægtigste finansmænd at ville støtte markedet. Konkret skridtede børsens vicepræsident, Richard Whitney, tværs gennem børssalen og købte aktier til over udbudskursen. Det reddede børsen fra et komplet kollaps og kurserne rettede sig i en kortvarig opblussen af tillid. I tirsdagens sidste handelstime på børsen blev markedet imidlertid atter oversvømmet med salgsordrer. Hundredvis af vantro, fallerede og vrede aktieejere samledes foran børsbygningen på Manhattans sydspids.

Klokken 15.00 ringedes handelen af på Wall Street. Først fire timer og 8 minutter senere noteredes den sidste handel. Så meget haltede indberetningerne efter på denne hektiske dag, hvor der blev handlet ikke færre end 12.894.650 aktier. Det var ny rekord. Kursfaldet var frygtindgydende og mange aktier handledes til historisk lave priser.

New York Times berettede, at flere milliarder dollars forsvandt denne dag. Alligevel var det endelig tab ved handelens afslutning kun omkring halvdelen af hvad faldet havde været i de første skræmmende timers handel. Kort før lukketid steg kurserne igen, så Dow Jones sluttede med et fald på bare 2% dagen, men en række af de øvrige indeks og mange unoterede aktier var styrtdykket. Mere end 100 aktier blev noteret i årets hidtil laveste kurser.

28. oktober 1929 - Den sorte mandag

Mange åndede lettede op da man så slutkurserne. Det var ikke så slemt som det så ud til midt på dagen. Men magien var brudt. Det begyndende fald på aktiemarkedet tidligt i oktober havde ikke fjernet investorernes underliggende optimisme. Det var midlertidige fald, der uundgåeligt ville udmønte i nye og endnu større stigninger. Så kom den store rutchetur om torsdagen, der rokkede fundamentalt ved tilliden. Derfor hjalp det ikke meget, at investeringsfirmaer og banker fredag den 25. oktober opkøbte store aktieblokke for at afbøde de foregående dages fald.

Markedet var marginalt højere om fredagen, hvilket et kort øjeblik tændte håbet hos investorerne. Wall Street Journal skrev, at fornuften atter herskede om fredagen mod torsdagens hysteri. Efter den korte handelsdag lørdag pustede Wall Street endelig ud om søndagen i håbet om, at det værste var overstået. Udtalelserne stod nærmest i kø om at både markedet og den amerikansk industri var sunde. Efter en midlertidig tilbagegang var det tid til ny fremgang, der ville blive større end før. Der kunne tilmed erhverves aktier til lave kurser, hvad kun gjorde det endnu mere fordelagtigt at investere netop nu.

Til trods for de fortsatte udtalelser om at markedet teknisk set var sundere end længere, er det frygten for tab, der driver handlen. den. Investorerne frygter nu, at aktierne skal endnu længere ned, og så er det bedst at sælge før andre gør det.

Da en ny uge gryer på Wall Street mandag den 28. oktober er forventninger afløst af mistillid og dystre forudsigelser. Alle vil sælge, men ingen vil købe. Det betyder styrtdykkende kurser for aktier, der faldbydes til stadig lavere priser, alt imens de foregående års fremgang forsvinder på få timer.

Børstelegrafens forsinkelse holder på ny investorerne i uvidenhed om at Dow Jones er faldet med 13,5% til niveau 260 efter handel med godt 9.250.000 aktier. For mange amerikanere er det alt hvad de ejer og har, der går tabt i disse dage. Og i modsætningen til den forgangne torsdag var der ingen dramatisk forbedring i sidste øjeblik. Tabene forblev tab.

29. oktober 1929 - Den sorte tirsdag

Det er nu blevet tirsdag på Wall Street. Den foregående uges paniksalg blandt private investorer og spekulanter bredte sig nu til de institutionelle investorer. De såkaldte Blue chip-aktier der omfatter de største og mest velrenommerede aktieselskaber faldt som sten under massivt salgspres.

Ved flere lejligheder blev aktieposter udbudt til salg uden at der var noget købsbud. I løbet af dagen skiftede ikke færre end 16.410.030 aktier hænder. Panikken greb alle, og man indså omsider, at ethvert håb om snarlig genrejsning var ude. Ikke mindst investeringsselskaberne, der hidtil havde oplevet en uhørt fremgang, betalte nu prisen for de opskruede kurser. På grund af investeringsselskabernes sammensatte portefølje og ejerstruktur blev formuerne ganske enkelt udraderet. Vægtstangsprincippet bag investeringsselskaberne, der hidtil havde forøget stigningerne voldsomt i et opadgående marked, forværrede nu faldene med samme kraft i et nedadgående marked. Efterhånden stod det klart, at kurserne på investeringsselskaberne ikke blot ville falde, men at de ville falde til praktisk taget nul.

Da tirsdagen var forbi var Dow Jones faldet med yderligere 11,5% til indeks 230. Det svarede til et samlet fald på knap 40% siden højdepunktet 3. september. Markedet var kollapset og boblen bristet. De tre sorte dage i oktober var begyndelse på een lang rutchetur for Wall Street, der lammede det amerikanske samfund. Alene i 1930-1932 gik hver femte amerikanske bank fallit.

Den traditionelle forklaring på aktiemarkedets sammenbrud i 1929 er, at aktierne var værdifastsat for højt. Blandt årsagerne hertil var en fundamentalt set usund økonomi i USA, dårlig indkomstfordeling, dårlig virksomhedsstruktur, dårlig bankstruktur og nationaløkonomiske teorier, der ikke med tilstrækkeligt fasthed kunne forklare og forudsige økonomiens udvikling. Også en problematisk amerikansk betalingsbalance spillede inde.

Krisen fulgtes af en omsiggribende international depression op gennem 1930erne med massearbejdsløshed og pres på lønningerne. Mere end 13 millioner amerikanere blev arbejdsløse. Kurserne på Wall Street var blevet en aktieboble, og aktiernes bratte nedtur stoppede først da Dow Jones nåede sit lavpunkt 8. juli 1932. Indekset var da på 41.

Havde man investeret $100 i aktier i oktober 1929 ville man knap tre år senere have $9 tilbage. Først i 1950 krydsede Dow Jones atter 230 point. Først da kunne man få alle sine penge igen ved at sælge sin aktiebeholdning, men det var uden forrentning i 21 år.

For en gangs skyld havde det været bedre at grave pengene ned i haven. Den samme tanke kan mange af nutidens investorer måske få når man ser aktiekursernes bevægelser under den nye finanskrise.