Aktieanalyse af Netcompany 31-01-2023

 

 

Kurs på analysetidspunktet: 266

 

Aktievurdering:
Kursudvikling 0-6 mdr.: 250 - 325

Kursudvikling 12-18 mdr.: 325 - 450

 

 

Netcompany venter i 2023 en organisk omsætningsvækst på 8-12 % og en EBITDA-margin på 15-18 %. Kursfaldet i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet giver mulighed for at gøre et godt langsigtet køb.

 

  • Netcompany leverede efter et stærkt andet halvår en vækst i 2022 på hele 52,7 %, heraf 14,9 % organisk, og en EBITDA-margin på 20,0 %. Det var på linje med selskabets egne, høje forventninger.
  • Imidlertid blev investorerne skuffede over Guidance for 2023, hvor Netcompany ”kun” venter en vækst på 8-12 % og en EBITDA-margin på 15-18 %. Set i forhold til de historiske vækstrater og marginer er det da også lidt lavere end normalt. Bemærk dog at årets Guidance indregner risiko for en forestående recession i Europa, hvor investeringsklimaet desuden kan blive negativt påvirket af den høje inflation og stigende renter. Netcompany indregner derfor, at beslutninger om store IT-investeringer kan blive udskudt – ikke aflyst. For os virker det meget proaktivt og ærligt, at man ved starten af året indregner disse risici.
  • En EBITDA-margin på 15-18 % er lavt set i forhold til tidligere år, men det er der gode forklaringer på. EBITDA-marginen vil nemlig i år blive negativt påvirket med 3,5 % på grund af udgifter til forventede lønstigninger, flytning af hovedkontoret i København og et nyt kontor i Athen (med mulighed for udvidelser efterfølgende begge steder), færre arbejdsdage i 2023 og lancering af en ny Go-To-Market strategi, der vil kræve ekstra man-power ressourcer og marketing. En stor del af disse ekstra udgifter skal sikre, at Netcompany er gearet til at håndtere den fremtidige vækst. Uden disse ekstra udgifter ville EBITDA-marginen ligge i niveauet 18,5-21,5 %, hvilket er tæt på det historiske snit.
  • Digitaliseringsmarkedet er enormt. EU har afsat betydelige milliardbeløb på at øge medlemslandenes digitalisering. Netcompany går naturligvis efter at få sin andel af disse milliardinvesteringer, herunder især i Grækenland. Den nye Go-To-Market strategi kræver investeringer i år, men det vil styrke Netcompanys position på de udvalgte kernesektorer (4 public og 4 privat).
  • Go-To-Market strategien skal sikre en hurtigere og smidigere eksekvering på nye kundeordrer baseret på øget brug af allerede udført arbejde. Det giver skalerbarhed og høje marginer.
  • Det går godt i Danmark, UK og Intrasoft, og processen med at bringe Norge og Holland op på Netcompany-standard (læs: højere marginer) fortsætter. I Norge er der blevet ryddet op i nogle gamle sager, der ikke forløb planmæssigt.
  • Aktiekursen faldt sidste år 58,2 %, og år til dato er kursen faldet yderligere 10 %. Når aktiekursen falder, bliver flere og flere investorer frygtsomme, men det modsatte burde jo være tilfældet. For halvandet år siden ville investorerne betale over kurs 800. Nu kan aktien købes til kurs 266 svarende til en P/E 2023E (Aktieinfos skøn baseret på ledelsens Guidance) på 22,4. Ultimo 2020 ville investorerne betale en P/E på næsten 100 for det selvsamme selskab. Renten er steget, hvilket påvirker den risikopræmie, som investorerne kræver for at investere i vækstselskaber, men det kan kun forklare en del af kursfaldet. Netcompany er faldet mere end Nasdaq-indekset.
  • Efter Aktieinfos vurdering er Netcompany kommet ned i et meget attraktivt prisniveau.

 

Hele analysen kan læses via dette link.

 

 

Analysen er udarbejdet af Aktieinfo, der modtager et honorar fra selskabet for det udførte analysearbejde. Konklusion og anbefaling er alene udtryk for Aktieinfos vurdering, og selskabet kan ikke påvirke anbefaling og kursmål. I øvrigt henvises til ansvarsfraskrivelsen på sidste side af analysen.




Vil du også være en bedre investor?
Med et abonnement hos Aktieinfo bliver du klædt godt på til succes på aktiemarkedet.
Vi laver benarbejdet for dig så du nemmere kan træffe de valg der kan give dig størst muligt afkast!

Klik her og se hvordan


Tilmeld dig GRATIS nyhedsbrev
Luk
Få gratis nyhedsbrev om aktier, investeringer, analyser, trends og porteføljer.