Aktieanalyse af TCM Group 26-05-2025
Kurs på analysetidspunktet: 79
Aktievurdering:
Kursudvikling 0-6 mdr.: 75 – 85
Kursudvikling 12-18 mdr.: 85 – 95
Kursudvikling 18-36 mdr.: 95 - 120
- TCM Group klarer sig bedre end aktiekursen afspejler. Da selskabet i 2017 blev børsnoteret til kurs 98, var det på baggrund af en årlig omsætning i niveauet 800 mio. kr. og en bogført egenkapital på 305 mio. kr. For 2025 estimerer vi en omsætning på 1.400 mio. kr. og en egenkapital på 630 mio. kr. Indtjeningen har dog været let faldende procentuelt til omsætningen. Alligevel giver det ikke mening med en aktiekurs i dag på 79. I perioden er der desuden blevet udloddet pæne udbytter til aktionærerne, ligesom der er blevet foretaget nogle strategiske opkøb, som Aktieinfo mener er sket til favorable købspriser.
- Salget i første kvartal steg med 5,3 % (organisk med 3,6 %). Der meldes om en positiv udvikling i ordreindgangen i både B2C og B2B, hvor især udviklingen i B2B giver anledning til optimisme fremadrettet. Bruttomarginen er steget til 21,1 % fra 20,5 % på samme tid sidste år, mens EBIT-marginen er forbedret fra 5,4 % til 5,6 %. Gælden er blevet reduceret til en faktor 2,61 mod justeret EBITDA (løbende tolv måneder). Egenkapitalen er vokset fra 538,1 mio. kr. for et år siden til nu 592,8 mio. kr.
- Vi mener regnskabet vidner om stigende tro på fremtiden hos selskabets ledelse. Vi er dog endnu så tidligt på året, at ledelsen for en sikkerheds skyld fastholder Guidance, dvs. en omsætning på 1.250-1.400 mio. kr. (opnået i Q1: 308,1 mio. kr.) og et justeret EBIT-resultat på 90-120 mio. kr. (opnået i Q1: 17,1 mio. kr.). Efterspørgslen efter køkkener afhænger i høj grad af forbrugertilliden, som påvirkes af renteforhold og den geopolitiske usikkerhed. Baseret på 2024-regnskabet klarede TCM Group sig markant bedre end den store svenske konkurrent, Nobia.
- Henset til den nu lavere rente i Europa vurderer vi, at nybyggeriet og ejendomsmarkedet går gode tider i møde. Det vil alt andet lige også smitte positivt af på køkkenbranchen. B2C-salget er allerede inde i en positiv gænge, hvilket formentlig snart også bliver tilfældet på B2C-markedet. Den lave rente vil få developere og ejendomsudviklere til igen at påbegynde nybyggeri og større projekter.
- Senere i år overtager TCM den resterende ejerandel på 55 % af e-handelsplatformen Celebert. Det vil styrke positionen på e-handelsdelen, der nu sker i både Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. Med en styrket platform er målet at opnå vækst og stigende indtjeningsbidrag.
- Balancen er solid med en bogført egenkapital på 592,8 mio. kr., gælden er faldet til 332,2 mio. kr. og soliditetsgrad ligger solidt på 47,0 %. Cash conversion er desuden blevet forbedret til 76,8 % mod 69,1 % for et år siden.
- Målsætningen er uændret at opnå to-cifret procentuel vækst i salget på kort til mellemlangt sigt og styrke indtjening og cash-flow. Målet er realiserbart henset til den lagte strategi. For nærværende handler aktien til en P/E 2025E på 9,2, hvilket er lavt for en dansk aktie. Forudsat det lykkes at øge salget med to-cifrede procentuelle vækstrater og vel at mærke samtidig at forbedre indtjening og cash-flow, vil P/E tallet blive endnu billigere ved uforandret kurs.
- Udfordringen i investeringscasen er en relativ lav daglig omsætning i aktien og noteringen i SmallCap-indekset. Det får nogle investorer til at afstå fra køb af aktien. Hertil skal det bemærkes, at storaktionærer tror på TCM Group og opretholder en høj ejerandel. Det er ofte en god ide at købe en kvalitetsaktie, når andre ikke vil købe. Kurshoppet kan blive stort, når alle andre også vil ind at købe. Vi fastholder et positivt syn på aktien, og vi anser det for sandsynligt, at vi lander i toppen – måske endda over – udmeldt Guidance for 2025.
Hele analysen kan læses via dette link.
Analysen er udarbejdet af Aktieinfo, der modtager et honorar fra selskabet for det udførte analysearbejde. Konklusion og anbefaling er alene udtryk for Aktieinfos vurdering, og selskabet kan ikke påvirke anbefaling og kursmål. I øvrigt henvises til ansvarsfraskrivelsen på sidste side af analysen.
Vil du også være en bedre investor?
Med et abonnement hos Aktieinfo bliver du klædt godt på til succes på aktiemarkedet.
Vi laver benarbejdet for dig så du nemmere kan træffe de valg der kan give dig
størst muligt afkast!