Solar - aktieanalyse den 13-11-2025
Kurs på analysetidspunktet: 196
Aktievurdering:
Kursudvikling 0-6 mdr.: 190 – 210
Kursudvikling 12-18 mdr.: 210 – 275
Kursudvikling 18-36 mdr.: 275 - 350
- En forbedring af markedsforholdene lader vente på sig, og 2025 udvikler sig derfor ikke helt så godt, som Solar har budgetteret med. Af denne grund har Solar for anden gang i år nedjusteret forventningerne til årets omsætning til 12,0 mia. kr. og EBITDA til 460 mio. kr.
- Det står klart efter en omsætning på 9,1 mia. kr. i Q1-3 svarende til en organisk vækst på 1%. Det positive bidrag til væksten kommer udelukkende fra Solar Polaris, der i år har nydt godt af levering af solceller til en stor solcellepark. Uden fremgangen hos Solar Polaris faldt omsætningen på koncernniveau med 1,1%.
- EBITDA endte på 296 mio. kr. i Q1-3, hvilket er i den lave ende af selskabets forventninger. Periodens indtjening er påvirket af flere ekstraordinære poster til blandt andet lagerændringer i Sverige, øgede lønudgifter og restruktureringsudgifter, der dog på sigt vil bidrage med mere til indtjeningen, end de belaster i 2025. Korrigeret for XO-poster var EBITDA-marginen på 4,0% mod 4,6% i samme periode året før. Værre er det altså ikke.
- Alle markeder har oplevet uændret eller negativ vækst i årets første tre kvartaler med Solar Polaris som den positive undtagelse. Den positive effekt herfra aftager dog i Q4.
- Solar har valgt i et udfordrende marked at købe Sonepar Norge for 315 mio. kr. Købmandsmæssigt er det klogt at købe i perioder, hvor der ikke er boom-tilstand. Prisen anser vi for fair svarende til lidt over 5 x EBITDA. Med købet styrkes positionen på det norske marked, hvorfra der fremadrettet ventes vækst og stigende indtjening. Opkøbet vil medføre overgangsomkostninger på ca. 60 mio. kr. med bogføring i 2026. I de efterfølgende år ventes positive synergier, skalering i salget og styrket indtjening.
- 1/3 del af købsprisen finansieres ved udstedelse af 646.000 nye aktier, der allerede er blevet afsat til kurs 191. 2/3-dele af købsprisen sker ved gældsoptagelse i Danske Bank og Nordea. Det vil på den korte bane få gælden i forhold til EBITDA til at overstige selskabets mål om en maksimal gearing på 1-3 x EBITDA.
- Solar fortsætter med at investere i tiltag, der på sigt vil bidrage positivt til indtjeningen. Solar har over flere år investeret en milliard kroner i automatiseringsprocesser som fx AutoStore, der frigiver lagerkapacitet og reducerer udgifter til personale m.m. Også i 2026 vil der blive investeret yderligere i ny robotteknologi, men efter 2026 vil investeringerne falde til normale niveauer, hvilket vil bidrage positivt til indtjeningen. Efter 2026 vil Sonepar Norge også bidrage til at øge vækst og indtjening.
- Trods udfordringer, usikkerheder, nedjusteringer og et skuffende fald på 34,6% i aktiekursen i år skal man efter Aktieinfos vurdering holde fast i aktien. Til nuværende kurs anser vi Solar for at være et godt langsigtet køb for investorer, der har tid og råd til at vente på bedre tider.
Hele analysen kan læses via dette link.
Analysen er udarbejdet af Aktieinfo, der modtager et honorar fra selskabet for det udførte analysearbejde. Konklusion og anbefaling er alene udtryk for Aktieinfos vurdering, og selskabet kan ikke påvirke anbefaling og kursmål. I øvrigt henvises til ansvarsfraskrivelsen på sidste side af analysen.
Vil du også være en bedre investor?
Med et abonnement hos Aktieinfo bliver du klædt godt på til succes på aktiemarkedet.
Vi laver benarbejdet for dig så du nemmere kan træffe de valg der kan give dig
størst muligt afkast!