Aktieanalyse af Netcompany 07-05-2025
Kurs på analysetidspunktet: 303
Aktievurdering:
Kursudvikling 0-6 mdr.: 300 - 350
Kursudvikling 12-18 mdr.: 350 – 425
Kursudvikling 18-35 mdr.: 425 - 475
Netcompany styrker sig markant på markedet for digitalisering af banksektoren med købet af SDC. Guidance for 2025 fastholdes, men vil blive konkretiseret, når købet af SDC falder endelig på plads i løbet af tredje kvartal. Målet er indtil videre fortsat at løfte omsætningen til 8,5 mia. kr. i 2027 og forbedre EBITDA-marginen til over 20 % i 2026. Udsigterne for Netcompany ser lovende ud.
- 2025 er startet godt for Netcompany med en organisk omsætningsvækst på 9,1 %. EBITDA-indtjeningen er steget med 24,4 %, hvorved tilpasset EBITDA-margin er steget til 17,6 %.
- Go-To-Market strategien med et mål om mersalg baseret på allerede udførte opgaver viser sin værdi. Strategien øger effektiviteten, reducerer den operationelle risiko, højner kvaliteten og bidrager til højere indtjening som følge af en markant bedre udnyttelsesgrad af medarbejdernes indsats. Indtjeningen er som følge heraf steget procentuelt mere end omsætningsvæksten, der desuden er højere end den procentuelle vækst i antallet af medarbejdere. Indtjeningsevnen styrkes.
- Det er også et afgørende mål set fremad. EBITDA-marginen skal allerede næste år stige til over 20 %.
- Go-To-Market strategien er desuden fokuseret på udvalgte industrier, hvor Netcompany allerede har løst mange kundeopgaver, og hvor man besidder stor ekspertise. Denne strategi bygger netop på genbrug/gensalg af tidligere udført arbejde, hvilket bidrager til at øge indtjeningen.
- Et af satsningsområderne er digitalisering af banksektoren, hvortil Netcompany har udviklet en række unikke platforme og produkter. Her styrkes positionen med den forestående fusion med SDC. Aktiviteterne samles i et nyt selskab ejet af Netcompany. Hensigten er at opnå en betydelig del af det addresserbare marked for digitalisering af banksektoren i Skandinavien, der vækster med estimeret 10 % årligt og ventes at nå 44 mia. kr. i omfang i 2028. Købsprisen for SDC andrager 1 mia. kr. og finansieres via træk på kreditfacilitet.
- Køb af egne aktier sættes på pause som følge af dette opkøb. Netcompany fastholder at ville at returnere 2 mia. kr. til aktionærerne i årene 2024-2026, hvoraf der sidste år blev købt egne aktier for 800 mio. kr. Opkøb af egne aktier forventes relanceret i tredje kvartal i år.
- Netcompany har lagt en realiserbar strategi for at løfte omsætningen til over 8,5 mia. kr. i 2027 og EBITDA-marginen til over 20 % allerede i 2026. I takt med at disse mål materialiseres, vil Netcompany vise sig som en attraktiv langsigtet placeringsmulighed.
Hele analysen kan læses via dette link.
Analysen er udarbejdet af Aktieinfo, der modtager et honorar fra selskabet for det udførte analysearbejde. Konklusion og anbefaling er alene udtryk for Aktieinfos vurdering, og selskabet kan ikke påvirke anbefaling og kursmål. I øvrigt henvises til ansvarsfraskrivelsen på sidste side af analysen.
Vil du også være en bedre investor?
Med et abonnement hos Aktieinfo bliver du klædt godt på til succes på aktiemarkedet.
Vi laver benarbejdet for dig så du nemmere kan træffe de valg der kan give dig
størst muligt afkast!