SYDBANK KØBER ALM. BRAND BANK

Af Lau Svenssen der ikke ejer aktien

 

Sydbank har købt Alm. Brand Bank, hvorved der for alvor kan blive sat gang i en konsolideringsfase i banksektoren i Danmark. De to parter har desuden indgået aftale om krydssalg af hinandens produkter.

 

De to parter kan begge påstå at opnå fordele. Alm. Brand vil samle sine kræfter om forsikring. For Sydbank’s vedkommende er sagen mere indviklet. Udvidelsen med Alm. Brand Bank er et forsøg på at øge volumen for at forbedre indtjeningen. Der tilføres 55.000 NEM-kontokunder. Sydbank har i forvejen ca. 450.000 kunder. I disse år er udlån og formidling af realkreditlån en vigtigere del af forretningen end indlån, men her sker der kun en lille udvidelse. Fordelene skal især komme fra sammenlægning af hovedkontoret. Man taler om mulighed for besparelser på 250 mio. kr. Da Alm. Brand Bank har driftsudgifter på rundt 600 mio. kr. bliver det en drastisk slankekur. Solvensmæssigt har Sydbank god plads til at udvide. Den høje dækning ud fra selve egenkapitalen (20,2 %) reduceres kun med 2,0 procentpoint. 

 

Imidlertid køber Sydbank en mindre bank til indre værdi, mens bankens egen aktie fortsat handles med en stor discount på 31 % (132/190). Synergien ved opkøbet skal med andre ord være på mere end 31 % af købesummen på 1,8 mia.kr. for at nå nulpunktet (780 mio. kr. efter skat). Der tales om udsigt til +100 mio. kr. i 2022, hvortil kommer salgssamarbejdets langsigtede potentiale. Ledelsen i Sydbank markerer ved dette opkøb sit ønske om at forblive selvstændig. Det kan næsten opfattes som en ekstra forhindring rettet mod eventuelle udefrakommende overtagelsesforsøg.  Fra aktionærernes synspunkt ville nedgearing af aktiviteten og opkøb af egne aktier til rabatpris være en bedre og mere sikker løsning.

 

Sydbank har altså valgt at grave sig dybere ned i bankvirksomhed. Situationen med lav børsværdi har ramt næsten alle banker. Det giver opkøbsmuligheder, og der har da også været et par. Problemet er blokeringen hos de to største banker, som melder pas. Danske Bank er lammet og ved at vikle sig ud af en dyb krise. Nordea styres af hensyn til storaktionæren Sampo, som fokuserer på indtjening og ser ud til at bevæge sig i retning af en exit. Der er kun et lukrativt segment tilbage: asset management. De to andre gode ben med børshandel og realkredit kan nemlig hurtigt miste deres gunstige situation. Worst case vil indtræffe, hvis renten pludselig stiger markant, så bankerne rammes af en mavepuster.

 

Vores konklusion er, at Alm. Brand har gjort en bedre handel end Sydbank har. Bankens styrke er en solid stilling med plads til ekspansion og absorbering af tab. Der er tale om en fullscale bank. Risikoprofilen må vurderes som lav, men det begrænser indtjeningen. I samarbejdet med Nykredit (Totalkredit) er Sydbank en af de største. Banken har SIFI status. Udlånsvolumen er dog for lavt målt i forhold til egenkapitalen.  Banken sidder klemt i positionen som den største blandt de mindste. Det er derfor bydende nødvendigt, at rentabiliteten forbedres, og her har banken valgt ekspansion for ikke at visne bort. Fremtiden må vise, om købet var galt eller genialt.

 

Publiceret 18-11-2020




Vil du også være en bedre investor?
Med et abonnement hos Aktieinfo bliver du klædt godt på til succes på aktiemarkedet.
Vi laver benarbejdet for dig så du nemmere kan træffe de valg der kan give dig størst muligt afkast!

Klik her og se hvordan


Denne hjemmeside anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer.
Denne information deles muligvis med tredjepart.
Læs mere om cookie- og privatlivspolitik.