Nytårstale holdt i Millionærklubben på Radio24syv den 28-12-2018

 

Kære Lyttere, Investorer og Millionærer,

Året rinder ud, og vi må konstatere at flere års stærke kursudvikling er knækket. Børskurserne er i år faldet med 14 % i Danmark og med hele 19 % i Tyskland. Det er fakta, som vi blot må acceptere. Vi har måttet aflevere de foregående to års gevinster tilbage. Træets krone er dog intakt.  Påvirkningen af humøret er langt værre end kurstabet. Det afspejler den menneskelige psyke med en skævhed, hvor smerte fylder mere end glæde. Samtidig er det for mange investorer første gang de oplever et stort tilbagefald og turbulens.

 

Økonomisk har 2018 udvist samme vækst som 2017 med ca. +3,2 %. Nye økonomier har haft lidt lavere tempo end normalt, men det ser ud til at være forbigående, så de i 2019 vil komme op i omdrejninger igen. De gamle I-lande er derimod ved at gå lidt nedad i vækst-tempo. Samlet set er udsigten fastholdelse af høj aktivitet trods alle mulige bekymringer angående grus i maskinen for den internationale samhandel. Tidsforløbet udgør imidlertid en faktor i sig selv. Konjunkturerne svinger og følger til dels selvgenererede cycliske forløb. Siden Finanskrisen ebbede ud i 2009 har vi haft en opgangsfase, der for aktier er blevet til den længste optur siden 2. verdenskrig. Derfor frygter mange mennesker nu en nedtur med voldsomme kursfald for aktierne, altså meget mere end det vi allerede har oplevet i år. Implicit siges det dermed, at der også må indtræffe en form for realøkonomisk krise. Hypotesen er, at vi kører på ”overtid”.

 

Lad os tage fat på dette hovedspørgsmål med det samme. Tankegangen er nærliggende og principielt korrekt som mønstergenkendelse – men det ser efter min mening ikke ud til at være på vej til at indtræffe her og nu. Pointen synes i stedet at være, at der ikke er opbygget farlige bobler, som vil kunne eksplodere og udløse en økonomisk nedtur. Faktisk kan genopretningen efter sammenstyrtningen i 2008 betragtes som ”en halv japanerkrise” i form af 10 år med svag men stigende vækst. Der blev aldrig gennemført nogen afgørende økonomisk sanering eller forandring af strukturforholdene, men hele økonomien blev lappet sammen ud fra et ønske om mindst mulige forandringer. Det er årsagen til, at vi faktisk ikke sluppet ud af skyggen fra Finanskrisen her i Europa. Tømmermændene ses mest tydeligt hos bankerne, der ikke længere optræder som et vigtigt omdrejningspunkt i økonomien. Her findes også et fortilfælde, nemlig i Japan efter deres aktiemarkeds ekstreme toppunkt primo 1990, der startede en meget langstrakt nedtur. Nikkei indekset ligger i dag i den halve værdi af dette toppunkt!  Japan fik store ”zombie-banker”, som var ”too big to fail” og derfor fik lov at halte videre. Men Europa er ikke Japan, der er en særpræget, isoleret økonomi.  

Virkelig dynamik med et boom har vi ikke set efter Finanskrisen hverken i USA eller Europa. Tiden virker ellers på det punkt som en positiv faktor, idet der år for år fremkommer nye produkter og især IT-løsninger, som meget hurtigt udbredes globalt.

 

Hvis der findes en boble er den placeret på kapitalmarkedet i form af en uholdbar lav rente og meget høje aktiekurser. Samtidig er hele finansbranchen med banker, formueforvaltere og hedge funds endt i en situation, hvor de er blevet afhængige af kursgevinster på aktiemarkedet. Handel, administration og kursgevinster giver de afgørende indtægter. Den næste finanskrise vil sandsynligvis bryde ud fra denne vinkel, hvis samfundets kontrolorganer ikke griber ind i tide for at forhindre den vilde adfærd, som vi oplever netop nu. Finansbranchen overlever i forvejen ved begunstigelsen af en uholdbar pengepolitik orkestreret af centralbankerne. Et udefrakommende voldsomt stød kan punktere denne indarbejdede struktur med ”free money”. Tiden vil i sig selv føre til en normalisering af renteforholdene, hvad det så end måtte indebære. Pointen er dog klar: renteniveauet vil stige markant, og prisen på penge vil atter blive en væsentlig parameter i økonomien.     

 

Når jeg ser forholdsvis optimistisk på udsigterne for realøkonomien og aktiemarkedet i Nordeuropa, skyldes det en række forhold. Opsvinget passerede først i 2015 den gamle top fra 2008 opgjort i output for Danmarks vedkommende. Her 3 år senere har beskæftigelsen sat ny rekord, men der er fortsat en stor arbejdsstyrke som holdes passiveret ude på sidelinjen. Gode tider ses tydeligt i trafikken, hvor bilsalget er boom’et og problemer med kø findes i stadig flere byer. Parkering og bøder herfra er blevet en ny men absurd bidragyder til nationalproduktet. Det er teoretisk bogholderi, som ingen bliver rigere af. Renteniveauet er lavt og understøtter både aktier og ejendomsmarkedet, hvor kreditmængden vokser. Bankerne deltager derimod kun med skorstenslån til at skaffe en stor del af de sidste 20 % af finansieringen. Over for erhvervskunder føres en stram linje, og tilsynsreglerne skærpes fortsat med behov for reduktion af risikoen. Her hjemme står landbruget klemt i voldsom grad. Stigende rente vil kunne ramme landets gamle cash cow erhverv og udgør en latent trussel. De børsnoterede selskaber klarer sig derimod godt og har soliditet til at kunne klare stød udefra. Til gengæld er selskaberne ikke i stand til at skabe produktive arbejdspladser her i landet, og deres investeringer sker derfor rundt om i verden. Her i landet bilder vi os ind, at vi kan leve vi af at klippe hinanden – og det udføres nu til dags via ekstrem høj betaling af skat til såkaldt offentlige serviceydelser, som derfor kan tilbydes gratis eller til alt for lave priser med voldsomt ressourcespild til følge.    

 

Illusionen om den indbildte danske velstand skal i det kommende år cementeres ved et Folketingsvalg. Listen af partier med Same-Same politik er i de sidste fire år blevet udvidet med no. 7 i form af det hurtigt afblomstrede nyliberale parti. Så valgets udfald er kun interessant for folkene i de tvangsbetalte statsmedier, som skal tjene deres indkomst ved at rapportere om denne pseudobegivenhed. Selv den såkaldt Fjerde Statsmagt er sat ud af spillet her i landet. Som nation vil Danmark synke videre ned i vores egne fejltagelser uden evne til samfundsmæssig reformation.

 

Heldigvis handler aktier ikke om det igangværende politiske nedbrud, som også er under udrulning i andre gamle Vestlande. Her er Danmark desværre placeret i front, som følge af vores svage økonomiske fundament og en totalt urealistisk selvforståelse i befolkningen, der er opbygget gennem en langstrakt indsats med fokus på fordummelse og selvforherligelse. Ansvaret for dette resultat er lige så svært at placere som udredningen af skatteskandalerne, der endte i: ”Nå, og hva så?”

 

I krydsfeltet mellem lovgivning og erhverv påvirkes selskaberne naturligvis, men vi er allerede nået bunden. Dansk politik kan ikke genere virksomhederne ret meget mere. Så vil Danmark gå helt rabundus. Stramninger kommer nu fra EU og lanceres derfor på et højere plan.

 

Europa lider af samme strukturelt betingede problemer som Danmark, men hvert land har sine egne svagheder. Mest interessant er Storbritannien, som i 300 år med parlamentarisk styreform har optrådt som en ankerblok i rollen som inspirator og forsvarer for frie samfund. Anden Verdenskrig var ”Their finest hour”. Nu er man selv endt i en dyb krise omkring Brexit, og Det forenede Kongerige er ved at gå i opløsning indefra. Det er et særdeles spændende forløb. I Frankrig er illusionen om at opnå konstruktiv fornyelse ved valg af Macron og hans nye parti efter kun 1½ år ved at bryde sammen. Tyskland fungerer fortsat som Europa’s maskinrum. Her kommer opløsningen frem ved de gamle og stadig mere medlemsløse partiers fald i opbakning hos vælgerne. De er nået ned på 50 % stregen - tilsammen for de to blokke vel at mærke. Den anden halvdel af befolkningen bliver hjemme på valgdagen eller placerer deres stemme hos partier med vilde ideer om alt mellem himmel og jord.

 

Frygten for ydre fjender er det eneste som holder sammen på vore lande. Her udgør Rusland den største trussel. Når dette lands styre bryder sammen, vil den sammenstykkede nation formentlig blive opløst. Et sådant forløb må anses for sandsynligt i løbet af få år. Så får Vestens politikere brug for nye fjender til at forskrække folk med. I øjeblikket er der tre nye trusler i spil: Den globale opvarmning, Kina som politisk stormagt og en muslimsk ekspansion.

Da man ikke kan eller tør gøre noget aktivt imod de to sidste trusler, må vi forvente, at der vil blive fokuseret på påståede menneskeskabte forandringer af jordens klima: denne ikke-dokumenterede hypotese har vundet sin position i kraft af gentagelse på gentagelse. Ideen passer perfekt ind i den manipulation af mennesket som betegnes emotivisme. I al sin enkelhed betyder det, at vi lader os styre af vore følelser, og efter accept af dette argument afviser man fuldstændigt at tænke over de påståede truslers faktiske forhold. Politikere benytter hensynsløst den slags populistiske metoder for at sikre sig opbakning. Det er præcis denne metode, som Mette Frederiksen søger ved at markedsføre sig som ”børnenes statsminister”. Det er jo ikke Peter Sabroe, som vender tilbage.

 

2019 tegner til at blive et spændende år. Politisk er der udsigt til opløsning i de gamle I-lande og dermed fortsat lammelse af EU. Lande uden regering klarer sig i virkeligheden fint, og det var nok værd at spørge: hvordan kan det lade sig gøre, og er politisk styring via håbløs bureaukratisk lovgivning overhovedet relevant i gamle vestlande? Samtidig fortsætter aktiviteten i den virkelige, reale verden med alle mulige former for udvikling, der skaber fremgang. Vi lever af det, der frembringes ved arbejdsindsats ude i virksomhederne, og det er nutidens kamptropper. Resten skal fungere ved at bakke op med de fornødne forsyninger, mens mange bliver betalt for bare ikke at gå i vejen. Selskaberne vil derfor udvikle sig videre og klare sig i forhold til markedsbetingelserne, den teknologiske udvikling og deres egne evner til at begå sig, altså den cocktail som kaldes ledelse. Håndteringen på det punkt kan være udslagsgivende for succes eller fiasko.

 

Pessimisterne skal nok få deres frygt opfyldt i fuldt mål i de kommende år angående et sammenbrud i den eksisterende samfundsorden og de kendte politiske forhold. Men det vil næppe ramme aktierne men i stedet understrege, at selskaber er det eneste sted at placere sine penge - ud over fast ejendom. Firmaer er de afgørende minisamfund i de gamle nationalstater. Tænk på det vaklende England: her er der få virksomheder tilbage med relevans, og landet må betegnes som postindustrielt.

 

Mit gæt for aktiekurserne i første halvår 2019 er et rebound i Nordeuropa (DAX & Omegn) med en optur til nye rekorder, dvs. op over 13.000 for DAX. Resten af Europa vil halte bagefter. Kina og Asien vil formentlig også vende rundt og kunne stige kraftigt. USA tegner til at kunne fastholde et niveau omkring All Time High uden at bryde ud for opadgående.

 

Op med humøret, folkens! Glem det politiske vanvid og hold jer til aktier. Lande forgår, firmaer består.

Tak for jeres opmærksomhed nu og i årets løb. Vi vil bestræbe os på at fortsætte den gode indsats. I ønskes alle et Godt Nytår her fra Millionærklubben

 

Lau Svenssen, Hillerød                     




Vil du også være en bedre investor?
Med et abonnement hos Aktieinfo bliver du klædt godt på til succes på aktiemarkedet.
Vi laver benarbejdet for dig så du nemmere kan træffe de valg der kan give dig størst muligt afkast!

Klik her og se hvordan


Denne hjemmeside anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer.
Denne information deles muligvis med tredjepart.
Læs mere om cookie- og privatlivspolitik.