Hennes & Mauritz – aktieanalyse den 21-06-2017

 

Kurs på analysetidspunktet: 201 SEK

 

Anbefaling: Hold.

 

 

 

Hennes & Mauritz har tabt tråden

Faldende vækst og pres på overskudsgraden. Storstilet ekspansion med nye butikker fjerner fokus fra hovedmærket. Tilliden til ledelsen er faldet. Afvent køb til en forbedring viser sig  

 

Hennes & Mauritz og IKEA er Sveriges absolut største internationale succeser med en fantastisk vækst og dynamik, der for længst har overhalet landets store industrifirmaer Volvo og Ericsson. Desværre ser H&M ud til at være kørt træt, selv om ledelsen fortsætter med at bruge den samme opskrift: volumenvækst ved start af nye butikker. I år udvides med 430 styk. Opgjort her i maj var tallet nået op på 4.498. Indtjeningen følger dog ikke med, og det har aktieanalytikere og investorer fundet ud af. Toppen blev nået i Q1-2 2015 med 368 SEK, og siden er det gået mod Sydøst til dagens pris på 201 SEK.

 

H&M er et udmærket eksempel på en aktie, som i en lang periode blev betragtet som en darling af analytikerne, hvorved kursniveauet blev meget højt. Herefter indtræder der så et skift i holdningen fra IN til YT. Med Persson-familien i spidsen som både ejere og ledere bliver det straks til et personfikseret spørgsmål. Her hjemme har A.P. Møller - Mærsk haft et lignende forløb, men der er opstået en pause i utilfredsheden: børskursen er atter steget trods svage resultater i et hårdt marked for både søfart og olie. ”Markedet har altid ret” lyder et forsimplet udsagn, og passive investorer slipper så for selv at vurdere tingene dybere ved at henvise til børspilens retning.   

 

Fra storhed til utilfredshed

Mere af det samme har været kodeordet for H&M-ledelsen, og en sådan strategi vil normalt give ekstra fremgang i indtjeningen ved stordriftsfordele. Opstart af nye butikker indebærer en belastning, men H&M udruller ekspansionen systematisk. Nye lande kræver ekstra indsats, og derfor styres denne side stramt. Desuden opbygges gradvis e-handel som led i en såkaldt omni-channel strategi.

 

En anden metode er butikker under andre navne med en selvstændig profil. Det drejer sig om COS, Monki, Weekday, Cheap Monday, & Other Stories. Om kort tid starter ARKET i London suppleret med e-salg i 18 lande. Så vidt vi kan læse spillet, klarer det oprindelige H&M brand sig ikke særligt godt. I år vil knapt 20 % af de nyåbnede butikker sælge sekundære mærker, ligesom der satses målrettet på dækning via e-handel. Multibrand udvidelsen kræver stærk styring, og det er vigtigt, at H&M-kernen ikke glider i baggrunden og visner hen. Måske er H&M blevet for indviklet at styre?

 

Et kernepunkt har været kontrol med hele varekæden fra design til outsourcet produktion, logistik og salg i butikkerne. H&M beholder derfor mest muligt af bruttoavancen, men samtidig giver en sådan stand-alone profil også større risiko, hvis man kommer ud af trit i forhold til forbrugernes ønsker.    

 

Selskabet klarer sig fortsat godt og er ikke ude i en krise, men udviklingen er skuffende med svage tal for same store sales, faldende vækst i omsætningen og nedgang i overskudsgraden. I år kan dette tal estimeres til ca. 12 %. Frem til og med 2010 lå tallet på over 20 %. Tilsvarende er niveauet for egenkapitalens forrentning faldet fra 40 % til 32 % i år. Økonomisk står selskabet heldigvis stærkt med fuld selvfinansiering, idet butikkerne lejes.

 

Tilbage på sporet

Opgaven består i at komme tilbage på det gamle spor, hvis det ellers er muligt. Fokus skal lægges på hovedmærket for atter at få kæden til at tjene flere penge, altså at forbedre overskudsgraden. Sandsynligvis er det nødvendigt at bremse op for åbningen af nye butikker, ligesom de sekundære mærker skal kunne stå på egne ben. Det er umuligt for ledelsen at revitalisere H&M-kæden, samtidig med at der udvides i et forrygende tempo og helt nye butikskoncepter skal holdes i hånden.

 

Vokseværket er ved at give bagslag, og H&M skal genopfinde sig selv. Tiden er ikke venlig, og man møder håndfaste udfordringer fra konkurrenter, der både består af andre butikskæder og af nye firmaer med e-handel. Samtidig melder en helt ny trussel sig angående afsætningen. Der er udsigt til et skift fra brug-og-smid-væk til en mere samvittighedsfuld holdning med ønske om bæredygtighed og kvalitet. Selskabets foreløbige forsøg på at fremstå med en ansvarlig og miljørigtig profil er ikke overbevisende, men det viser, at ledelsen erkender behovet for at håndtere spørgsmålet.

 

Aktien

Tilliden til H&M og dets selvberoende ledelse testes. Ingen udefra kan presse en fornyelse igennem. Næste nyhed bliver Q2-rapporten (marts-maj), der udsendes 29-06. Vendepunktet i forretningen er ikke med sikkerhed indtrådt, og dermed kan aktien blive udsat for yderligere udsalg ved brud under kurs 200.

 

Med en P/E tal på 17-18 og et direkte udbytteafkast på 4,8 % er aktien nu under observation for opsamling. Nye investorer bør dog nok afvente til efter Q2-regnskabet for at få sikkerhed for, om pilen atter begynder at pege lidt op mod nordøst.    

 

Regnskabstal

 

mia. SEK

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017E

Omsætning

110

121

129

151

181

192

210

Resultat af primær drift

20

22

22

26

27

24

25

Årets resultat

16

17

17

20

21

19

19

Balance

60

60

66

76

86

99

100

Egenkapital

44

43

45

52

58

61

56

Egenkap.forrent., i pct.

35.8

38,4

38,4

41,3

38,1

31,2

32,4

 

 

FAKTA OM H&M

 

      

 Beskrivelse

Koncernen fremstiller og sælger tøj i en integreret forretningsform. Ud over Hennes & Mauritz benyttes navnene COS, Monki, Cheap Monday, Weekday plus navnet & Other Stories. I år starter et nyt butiksbrand, ARKET. Der åbnes butikker svarende til et tempo på 10 % om året, og sidste år var man nået op på 4.351 butikker i 64 lande, hvoraf H&M-navnet udgjorde 91 %. Andelen af omsætningen i interessante lande er: Tyskland 16, USA 13, UK 7, Frankrig 6, Kina 5, Sverige 4, Danmark 2,4 %. Personalet omfattede sidste år 114.586 medarbejdere, hvoraf 25 % er mænd. Lønandelen af omsætningen udgør 16,9 %. Børsværdien ved 201 SEK er på 333 mia. SEK (254 mia. DKK).

 

Ledelse

Karl-Johan Persson (født 1975) er administrerende direktør; Stefan Persson (født 1947) er formand. 

 

Ejerforhold (stemmeret)

Stefan Persson og familie 38,5 (70,1), Lottie Tham og familie 5,4 (2,6), Alecta Pension 3,1 (1,5). Selskabet har 268.290 aktionærer.

 

Omsætningens fordeling  

Geografisk: Europa & Afrika 69, Nord- & Sydamerika 17, Asien & Oceanien 14 %.

Salgsform: Eget salg 97,5, Franchise leveringer 2,5 %.

 

Aktieinfo Danmark anbefaler Hold. Pil med retning Øst.

Yderligere information: www.aktieinfo.net

 

Aktieinfo, John Stihøj og/eller Lau Svenssen ejer ikke aktier i H&M. 

 

 




Vil du også være en bedre investor?
Med et abonnement hos Aktieinfo bliver du klædt godt på til succes på aktiemarkedet.
Vi laver benarbejdet for dig så du nemmere kan træffe de valg der kan give dig størst muligt afkast!

Klik her og se hvordan


Tilmeld dig GRATIS nyhedsbrev
Luk
Få gratis nyhedsbrev om aktier, investeringer, analyser, trends og porteføljer.