BOGANMELDELSE

Vestas – størst for enhver pris (af Birgitte Dyrekilde & Johan Christensen; Pris ca. 300 kr.)

Af Lau Svenssen

 

Bogen er en udredning om de indre forhold og det virkelige udviklingsforløb i og omkring Vestas i årene 2005-13, der af de fleste investorer identificeres med Ditlev Engel’s placering i rollen som topchef. Optakten var en vanskelig fase forud herfor, hvor NEG Micon var blevet lagt sammen med Vestas. Sidstnævnte var Storebror i denne konstellation. NEG Micon befandt sig i en kriselignende situation både produktteknisk og økonomisk. Løsningen af denne opgave overtog Vestas, som på daværende tidspunkt havde godt greb om sin forretning. I topledelsen gav det imidlertid straks anledning til problemer, og enden på affæren blev, at begge topchefer (Svend Sigaard fra Vestas og Torben Bjerre-Madsen fra NEG Micon) blev sat fra bestillingen af bestyrelsen. Hermed rykkede finanschef Henrik Nørremark fra det gamle Vestas for alvor frem i rækken, hvilket blev cementeret ved efterfølgende udskiftninger af en række områdechefer efter Ditlev Engel’s tiltrædelse.

 

Bogen kan således delvis opfattes som en beretning om de år, hvor Ditlev Engel sad som topchef. Det var en epoke med store ord og vækstplaner sammen med store faktiske vanskeligheder. Vi vil tillade os at konkludere, at der manglede sammenhæng mellem topledelsen og den hastigt voksende virksomhed. De strategiske mål blev fastlagt ambitiøst ud fra tanker og ikke revideret i takt med det dramatiske omskift i de ydre økonomiske forhold, som opstod med Finanskrisen i 2008. I stedet producerede og investerede man videre, som om intet var hændt, og det førte jævnfør bogens udlægning til stadig mere kreative løsninger. Vestas optrådte udadtil alene som regulær leverandør af vindmøller – ikke som projektudvikler, medinvestor eller kreditgiver. Denne profil var imidlertid slet ikke skarp men stadig mere uklar og svævende. Det hele minder i forfærdelig grad om de sidste år hos Burmeister & Wain, hvor man selv tilrettelagde skibsordrer. Kernepunktet lød: udbetalingen på et projekt skulle være mindre end dækningsbidraget opgjort som brutto cash flow (EBITDA).

 

Metoden indebar en uklar afgrænsning mellem salgsagenter med store provisionsindtægter fra Vestas, projektudviklingsfirmaer, personer i og tæt på Vestas med deres involverede lokale firmaer og endelig Vestas som leverandør og til dels også i rollen som finansieringsgrundlag for store projekter. Vestas kunne med andre ord fremtrylle ordrer efter behov, så længe der var likviditet og accept af en lav avance om et års tid ved leveringen. Rentabiliteten for de involverede passive investorer kan man kun gætte på, men de ser ud til at være blevet behandlet som en residual i forhold til de aktivt involverede personers og firmaers egne behov. Ikke godt.

 

Projekter i Tyskland og til dels Polen indtager en vigtig rolle, og det passer jo godt med den store andel, som Tyskland altid har repræsenteret i Vestas’ afsætning. Et næsten forrykt projekt var et ikke offentligt kendt set-up med et finansieringsselskab i Luxembourg, som blev anvendt til at skaffe grundlag for ordreafgivning hos kunder (aktiv hjælpeindsats til gavn for eget salg). Toppunktet var dog relationerne til et indisk selskab, som foregik på en fuldstændig tildækket vis, hvorved en række dispositioner blev gennemført eller søgt udført med et stort tab for Vestas som konsekvens.

 

Balladen herom udgjorde en stor del af Vestas´s strid med den afskedigede Henrik Nørremark, der dels omfattede en politianmeldelse mod ham og dels en række økonomiske krav. Det hele endte dog med et hemmeligt forlig i sidste øjeblik (formentlig med en væsentlig betaling fra Vestas i stedet), og selskabet ser faktisk ud til at have lavet et stort selvmål i denne sag. Til gengæld gik Ditlev Engel fri af kritik, og Bestyrelsen var angiveligt den udfarende kraft heri. Politiet opgav ligeledes at tiltale Henrik Nørremark, og dette for selskabet selv så billige udspil udført af en dansk industris førende virksomheder ved hjælp af et kendt advokatfirma har altså kostet skatteyderne en formue i form af omkostninger til undersøgelser. Politiet fandt tilsyneladende ingen grund til i stedet at dreje søgelyset mod Ditlev Engel. Falsk politianmeldelse er normalt strafbart, men her hyller det hele sig ind i tåge, og ingen har lyst til at kende eller fortælle om sandheden. Uanset det er facit tilsyneladende, at Henriks Nørremark er endt i økonomisk ruin. Ditlev Engel blev opsagt som topchef lidt senere (august 2013). Han forsvandt ud i intetheden i relation til Vestas. Der udestår dog fortsat uafklarede retssager, idet en række investorer mener sig ført bag lyset af selskabets ledelse. Disse søgsmål trækkes angiveligt i langdrag, hvorved man forhindrer, at yderligere krav dukker op baseret på inspiration fra mulige forlig med betaling af beløb herfor. Facit kan dermed fortsat ikke gøres op.

 

Konklusionen omkring Vestas indre forhold lader forfatterne den nye topchef udtale, idet der refereres til udsagn fra avisomtale, hvori Anders Runevad anfører (min udlægning), at han kom til en virksomhed uden indre orden og struktur, så hans job havde i hovedsagen bestået i at få folk til at gå i takt. Denne erklæring kan forekomme stilfærdig og godtgøre Vestas indre styrke, men den afslører vel dybest set, at selskabet ikke blev drevet med den påkrævede ansvarlighed. Man styrede efter store mål med flotte management udtryk (fx blev ledelsen omtalt som en ”regering”), og der blev først grebet håndfast og voldsomt ind, når det hele var ved at ramle omkuld. I virkeligheden var stopklodserne bestemt af de ydre forhold i form af likviditet: muligheder og krav fra først en aktietegning, så salg af obligationer og endelig stramme regelsæt i bankaftaler. Her blev man mere og mere trængt. Hvis de forhold som omtales i bogen var blevet kendt, var Vestas muligvis endt i en situation med krav om en stor økonomisk og ledelsesmæssig restrukturering.

 

Evaluering af Vestas som selskab og aktie på baggrund af bogens nye oplysninge

 

Det interessante ved bogen er fremlæggelsen af en række fuldstændig ukendte forhold, hvor kernepunktet er: Vestas arbejdede ikke - som det ellers officielt fremgik - stringent med reelle eksterne kunder i fuldt omfang. I vid udstrækning opererede en række personer med tæt relation og afhængighedsforhold til selskabet som mellemmænd, projektdevelopers, salgsagenter og investorer, hvorved salgspriserne fra Vestas ikke fuldt og helt blev fastlagt ud fra forhandlinger mellem uafhængige parter. Heldigvis har der ikke været alvorlige kendte tilfælde af sammenbrud i disse vindmølleprojektselskaber, men det svæver i tågen, ligesom disse lange aftaleforhold fortsat kan gå galt. Som borger må man græmme sig over alt dette. Vestas ville være blevet kvalt i fødslen uden støtte, privilegier, kvoteordninger og positiv håndtering af planer for opsætning af disse møller. Denne konklusion er dog min og absolut ikke forfatternes, der angiveligt fastholder troskab mod drømmen om enorm værdiskabelse i det danske vindmølle-eventyr. Jo mere støtte, des større mulighed for manipulation, synes konklusionen at være.

 

For os som analytikere og investorer i Vestas i disse år er det chokerende, via bogen at opnå indblik i det indre kaos omkring drift og salg hos selskabet i årene frem mod 2014. Billedet af Vestas som en serieproducerende fabrikant af vindmøller, der ganske vist også krævede opsætning på stedet og opstart, har ikke været korrekt. Store beløb er anvendt til vidtløftige projekter, planer og samarbejder, hvor penge i massevis er forsvundet ud i den blå luft, hvor energien ellers skulle hentes ind fra. Bestyrelsens indsats omtales med en række udsagn som utilstrækkelig. Nogle af lederne anså tilsyneladende ikke deres foresatte i denne bestyrelse som en autoritet, men man pressede ting behændigt igennem ved først at fremlægge prekære beslutninger som krævede bestyrelsens accept i sidste øjeblik, hvorved det mulige tab ved et stop blev helt uacceptabelt.

 

Investorerne må føle sig ført bag lyset jævnfør bogens afsløringer. Informationerne og virkeligheden passer ikke sammen. Dermed er det også sagt, at det sidste ord endnu ikke er fremkommet angående ansvar og mulige erstatningskrav fra epoken med Ditlev Engels ledelse af Vestas.

 

Selskabet overlevede trods alt. Men hvad har det ikke kostet borgerne her i landet og i andre nationer i form af støttekroner og alt den øvrige positive særbehandling af vindkraft som en GRØN ideologi?

 

Bogen kan absolut anbefales – men lån den på biblioteket, da det er gratis og den slags rystende beskrivelser af store firmaers virkelige forhold ikke er til at holde ud som læsning mere end en enkelt gang.

 

Publiceret den 01-08-2017.

 

 

 

Denne hjemmeside anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer.
Denne information deles muligvis med tredjepart.
Læs mere om cookie- og privatlivspolitik.