Grundlovstale i Radio 24syv på Folkemødet Bornholm 17-06-2016

 

Kære lyttere og landsmænd m/k,

Grundlovsdag 5.juni var en søndag, og derfor fik jeg ikke mulighed for at holde en tale i den anledning. Da vi i år deltager i det såkaldte Folkemøde på Bornholm er der en god lejlighed til det nu. Øens befolkning er fordoblet i disse dage, men heldigvis ligger Allinge oppe på toppen nær Hammershus, hvor der er solid bæreevne i klippegrunden. Sædemanden såede og noget der faldt på klippegrund, kom hurtigt op og visnede… Denne lignelse fortalte Jesus, og det samme vil måske blive tilfældet med det jeg nu fremfører. Danskernes forståelse af virkeligheden er fuldstændig forvredet, og så skal man jo ikke påregne den store succes med et ”wake up call”. Om du mener jeg har ret eller vrøvler, må du selv afgøre. Det er dit ansvar som menneske, men de som har forført dig og alle andre med indoktrinering og manipulation via Folkeskolen og Danmarks Radio er de egentlig skyldige.

 

Sidste år forklarede jeg om det danske folkestyres afsporing og manglende evne til selvevaluering og reform. Talen blev afholdt just mens valgkampen mellem landets fem socialdemokratiske partier foregik. Folketingsvalget endte som bekendt med en mindre mindretalsregering end den der var. Kort fortalt er det samarbejdende folkestyres valgte repræsentanter ikke så velfungerende at de kan finde et fast flertal. Det bremser heldigvis lovstyringsvanviddet, så livet ude i samfundet får lidt mere fred til at udfolde sig.

 

Vi er på Folkemødet. Det er imidlertid falsk varebetegnelse. Mødet burde hedde: ”Eliten samles, så folket kan møde dem”. Den korte udgave: ”Mød Eliten”. Det ligner Zoologisk Have med dyrene, og her fremhæver man jo heller ikke publikum, men illusionen om folkets styre skal jo opretholdes. Navnet indskriver sig i ordbogen fra den nationalromantiske tidsalder i 1800-årene: Folketing, Folkeskole, Folkeoplysning osv. Men sådan er Danmark ikke længere. De, som italesætter tingene på denne måde, prøver desperat at fortsætte i et spor, som ikke findes længere. Kampen for at finde en dansk fællesnævner er blevet et regeringsprojekt: hvad er dansk? Genopfindelse af dansk kultur og fælles værdier ses som en redningsplanke, mens det socialdemokratiske eksperiment med en velfærdsstat synker i grus. Kun trusler udefra kan få os danskere til at stå sammen, og det må The Establishment så håbe på, fremprovokere eller italesætte ud af den blå luft. Huset er ved brase sammen – og ansvaret bærer vi selv. Presset udefra kan blive det strå som knækker kamelens ryg, men det er os selv som har frembragt denne situation.

 

Den almindelige indoktrinerings budskab er, at demokratiet (på dansk: folkestyre) bestemmer udviklingen og reglerne på det geografiske område, som Danmark udgør. Sandheden heri har for længst fortonet sig i et bureaukratisk virvar, som ingen kan overskue men må prøve at overleve i. Hvis en dansker vil være lovlydig (og det forsøger de fleste af os jo på), skal vedkommende sætte sig ind i ca. 85.000 love, bekendtgørelser og vejledninger og der fremkommer over 2.000 nye hvert år – men da EU har tildelt os en meget stor andel heraf, bør man læse de underliggende direktiver fra Bruxelles. Det er der naturligvis ingen der gør. Alle er vi fremmedgjorte af ”en maskine”. I Folketinget er der ingen krav om at have læst eller forstået et lovforslag. Der burde foregå en eksamination med Bestået, før man fik adgang til afgive sin Ja stemme.  Samtidig burde der være et mindstekrav som 90 stemmer for et forslag for vedtagelse. Konsekvensen er da også blevet, at Lovsamfundet er kørt i grøften, og politikerne som lovgivere forstår ikke, hvordan de højeste dommere kan træffe afgørelser baseret på deres love, som er stik imod deres hensigt og synspunkt – i det mindste i en konkret sag om et-eller-andet! Juristerne har gode tider under denne nedsmeltning. I social- og omsorgssystemet med talrige møder med borgerne er de samme mekanismer indbygget og alting kan ende i bøvl og uendelige klager. Når Skatteværket nu tydeligt viser sig at være brudt sammen indefra, er det et eksempel på en ”stat i staten” med selvberoende magt. I sin storhed overlevede og voksede Systemet ved hele tiden at tildele sig selv mere og mere kompetence. Behovet for flere og fere penge medførte accept af al magt til Skatteværket. Politikerne ser målløse til og vil blot have fat i folks penge på en legal måde. Men i en åben verden suges pengene ud og forsvinder. Skattefar er blevet magtesløs – men ikke over for rigets egne børn, som derfor må udnyttes des mere. Hvem skal ellers betale regningen? Udenlandske svindlere er ligeglade med dansk strafferet. Hvem bærer ansvaret fra Statsmagtens side? Eliten er ansvarlig for at have muliggjort denne udvikling.  

 

Hvem er det som bestemmer, og hvilke bagvedliggende interesser styrer Statens påfund? Ja, det er det administrative Danmark som har magten. Her er Eliten. De foretrækker tilbagetrukne positioner i det administrative system, men må ind i mellem tage til takke med jobs som politikere, hvis det ikke lykkes at bruge netværket til at finde en passende indtægtskilde. De politiske partier optræder som en slags statister i et skuespil, og ministre fungerer som informationschef for deres område, men selvalvorlig fremtoning er et krav for at udvise seriøsitet. Almindelige mennesker kan blot se TV-serien ”Yes, Minister” for et få et indtryk af strukturen.

 

Hvorfor er vi endt på Titanic? Ja, dels er det et resultat af den socialdemokratiske samfundsmodel, som alle store partier fodslæbende tilsluttede sig. Men landet manglede en solid industri som økonomisk grundlag. Danmark sprang reelt fra et landbrugssamfund over til et overdimensioneret offentlig servicesamfund, der betegnes som en velfærdsstat. Ordet offentlig er i sig selv et eksempel på brug af et manipulerende begreb, som indikerer fællesskab. Samtidig er der problemet med udbud – efterspørgsel. Siden 1970 har der været en eksplosionen i antallet af akademikere, som skal beskæftiges, og det har klart været en mekanisme i fremkomsten af et overdimensioneret administrativt bureaukrati. ”Den der gør det lette svært, viser bedst hvad han har lært”, jf. Piet Hein. Akademiseringen af melleuddannelser som fx sygeplejersker er et resultat på denne gøgeunge-metode. Beklageligvis medfører det, at den praktiske funktion over for borgerne reduceres. Det er russiske eller cubanske tilstande. Her henviser den ene til den anden, som så starter forfra, hvorefter borgeren prøver at skaffe sig en ”Second opinion”, da man stadig oftere ikke stoler på kvaliteten og dømmekraften, hvilket også er ”gratis”. Det giver mange jobs men dårlig kvalitet og ekstremt høje udgifter. Før befolkningen vågner op og begriber, at de er til grin for deres egne penge, vil selvdestruktionen af vores land fortsætte. Eliten er ikke samfundets tjenere men herrer, og da den såkaldt offentlige sektor er absurd overdimensioneret, bærer de derfor ansvaret for det kollaps, som er ved at udfolde sig her hjemme.

 

Fadæserne i Systemet er af en dimension, som ingen mennesker kan begribe. De skattebetalte udgifter her i landet udgør lige over 1.000 mia. kr. For hver voksen person i fuldtidsarbejde udgør det 370.000 kr. Hvis man kun ser på de folk, der skaffer indtægterne i den private sektor, er det kun 65 % af dette antal personer. 35 % er offentligt ansatte og lever af penge fra skaffedyrene. Reelt er det altså 550.000 kr. pr. privat ansat. Man skal være meget uddannet for at kunne forklare, at det kan være bæredygtigt.

 

Lad mig slutte med en kort fortælling, som måske kan forklare den overkomplekse og fremmedgørende totalstat på en mere forståelig måde.

 

En rig far ville gerne vide, hvem af hans fire sønner, der skulle arve. Han var ganske vist ikke rigtig rig, men havde dog - syntes han selv - en pæn formue. Han havde været i stand til at give sine børn et sådant indtryk, da det ville gøre dem trygge, glade og frimodige. Det var lykkedes så godt, at børnene anså deres far for at være en rig mand.

 

Han ville prøve deres evner. De fik en million hver – dog ikke den ældste søn, som altid havde haltet sig igennem livet og nærmede sig sin pensionsalder, så der var ingen grund til at lade ham more sig. De tre andre fik derfor hver en million. Efter et år skulle de stå til regnskab for deres indsats. Den bedste præstation havde hans altid fejlfri søn med den gode uddannelse: 1,8 mio. kr. var det blevet til. Hans praktiske søn havde kun opnået 1,2 mio. kr., og den sidste havde mistet rub og stub. Bad luck, men sådan var det gået. Faderen traf derfor den beslutning, at hans administrative søn burde få alle de penge, som lå ud over det krav til tvangsarv, der skulle overholdes. De tre andre ville derfor kun få det samme mindstebeløb. Han sov trygt ind i forvisning om at have truffet det rigtige valg.

 

Sådan gik det, men desværre var faderens formue ikke særlig stor, så pengene slap op efter få år. Problemet var, at to af de tre søskende havde været snedige. Bror Fin havde overbevist den mindre smarte Bror Nå om at de skulle samarbejde ved at give ham pengene. Han fik derfor 2,0 mio. kr., men formøblede 10 %, så der var 1,8 mio.kr. tilbage. Til gengæld skulle de dele faderens arv, som de nu ville kvalificere sig til. Og sådan gik det, men Bror Fin ikke kunne fortsætte med at sponsere sin tidligere allierede Bror Nå, da kassen løb tom. Den tredje bror passede sig selv og klarede sig godt, men han kunne ikke indse, at han til sidst skulle hjælpe de to snydetampe. Deres argument om familieskabsførelse prellede af. Sammenhængskraften var forsvundet.

 

Tak for opmærksomheden

Lau Svenssen

 

PS: De her fremførte synspunkter er alene mine.

 

 

Denne hjemmeside anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer.
Denne information deles muligvis med tredjepart.
Læs mere om cookie- og privatlivspolitik.