Nytårstale fredag den 30-12-2011

Det forløbne år har været hårdt på børserne. Vi har i Danmark mistet ca. 25 % af aktieværdierne, hvis man justerer for Novo Nordisk, der jo kører sit eget løb baseret på opkøb af egne aktier. Ulykkerne tog for alvor fart i juli måned. Årsagen var en aftale om Grækenlands gæld, som ellers skulle redde det hele. Det var en aftale som viste sig kun at blive den første med en direkte rabat til grækerne. Aftalen var begrænset til kun at omfatte finansielle aktører på ejersiden for at undgå et juridisk defineret brud på landets overholdelse af de generelle gældsbetingelser. Allerede i oktober var den gal igen, og procentsatsen for nedslaget i gælden måtte forhøjes fra 15 til 50. EU's statsledere anført af Tyskland og Frankrig prøvede endnu en gang at sprede tillid og optimisme, men det hjalp slet ikke. Krisen, der ligner en steppebrand, bredte sig og antastede i stedet Italien og Spanien som næste ofre. I december er et helt sæt af nye EU/Euroland aftaler så lanceret for at opruste beredskabet. Her står vi i dag. Vil det fungere tilstrækkeligt effektivt?

Den politiske styring i EU har vist sig fuldstændig utilstrækkelig. EU's operationelle handlekraft er alt for lav. Kriseforholdene i finanssektoren, der startede for alvor i september 2008 er fortsat og har bredt sig længere og længere ud i samfundet. Processen i denne brand er nået frem til brandstationen selv, idet Statskassernes styrke står for skud – og det er jo selve rygraden i vore samfund som nu betvivles. Steppebranden har altså bredt sig, og det knager også fælt i fugerne i pensionsordningerne. Her ligger næste runde af problemer og lurer. Renterne er blevet presset ned for at redde økonomien, men værdierne i aktier og ejendomme er også udhulet og ude af stand til at opveje faldet i renteindtægterne. Krisen vil groft sagt sandsynligvis koste os alle et par år mere på arbejdsmarkedet for at opveje det manglende afkast.

Finanskrisen blev ikke løst Vupti ved staternes massive pengehjælp til finanssektoren. Det var ellers argumentet. Nu foreligger de faktiske oplysninger om manglende virkning. At vi undgik en endnu dybere nedtur kan ikke betvivles, men det tæller ikke i en evaluering af redningsindsatsens manglende succes. Derfor rejser der sig nu en bølge af utilfredshed og protest rettet mod finanssektoren. Occupy Wall Street er blevet et nyt begreb, som formentlig kun er i sin spæde start. USA ligger som sædvanlig forrest, men Europa må formodes at stå over for en lignende proces. For os at se drejer det sig om målet for denne utilfredshed isoleres til kun at gælde de finansielle modtagere af hjælpen, eller om man erkender det dybere lag omkring den tætte sammenfiltring af Storfinansen og den politisk-administrative elite.

EU er udfordret omkring Euro valutasamarbejdets styrke. EU vil blive sat 15 år tilbage i udvikling, hvis det hele bryder sammen. Derfor SKAL det lykkes at holde konvojen samlet. Tab må accepteres og udgifter til den fælles indsats. Udfald af et par små lande vil ikke ryste helheden, og vejen frem bliver formentlig, at de svageste lande sættes under en form for administration. De kan fortsat benytte Euro i landet men uden adgang til at udstede disse pengesedler, så den lokale centralbankfilial af ECB lukkes. Pengene bestemmer kort sagt, hvis man vil forblive i Euro'en. Demokrati som styreform kan kun udfolde sig under iagttagelse af de begrænsninger som de økonomiske rammer stiller op. Det er set i de seneste måneder med skift af regeringer i både Grækenland og Italien.

Vores vurdering er, at de store kræfter i finansmarkedet er drevet af både frygt og grådighed. Den politiske vilje til at begrænse og tæmme de såkaldt frie markedskræfter er kun langsomt ved at vågne op. Derfor kan angrebsbølgerne fortsætte, og basalt set indebærer det en situation med høj risiko i det nye år.

Stabiliseringsprocessen er dog sat i gang, og det skal i det kommende halve år vise sig om kampkraften er tilstrækkelig til at genoprette ro og orden i Europa. Med oplægget til nye og meget stramme fælles traktatbestemmelser for økonomisk politik er der lagt op til ”mere EU”, altså mindre handlefrihed og større central styring og kontrol. Det vil kunne starte en politisk diskussion pro/contra, og dermed påvirke tilliden til genopretningsindsatsens succes. Sagen er således i virkeligheden afgjort på forhånd. Sig Ja, eller forsvind.

Danmark skal forholde sig til dette vigtige spørgsmål - selv om vi ikke deltager i Euro'en. Vi er imidlertid koblet op hertil valutakursmæssigt, og Danske Kroner er i øjeblikket blevet en ny hård valuta i Europa pga. Euro-mistillid. På langt sigt er der næppe nogen vej uden om at tilslutte sig, men deciderede restriktioner bør man aldrig frivilligt påtage sig før nødvendigt.

Vores land har nok at gøre med at tilpasse sig udfordringerne i den moderne, åbne globale økonomi. Med rekord i skattetryk og et alt for svagt erhvervsliv målt i forhold til den fælles indbildte velstand er en modernisering af landets organisering nødvendig.

Politisk kævl om overtrædelse af love og regler er løbet løbsk, og Folketinget bærer selv ansvaret for dette selvmål. Man har sammenblandet den udøvende og lovgivende magt og tabt jordforbindelsen. Lov-møllens output på cirka 200 nye love pr. år er der ingen der læser eller forstår ude i samfundet, hvis det ikke koges ned til simple TV-kampagner. Derfor ender det hele i absurditet, da man heller ikke selv kan efterleve de høje regler.

Tiden vil trække os ud af krisen, og foreløbig er Danmark sluppet forholdsvis smertefrit igennem de store ydre udfordringer. Første halvår 2012 tegner ikke lyst men i det mindste til at kunne præstere en begyndende fremgang med en udvikling i positiv retning igen i Europa.

Vi vil her fra frontlinjen af børsmarkedet sige tak for jeres interesse for Aktieinfo. Vi glæder os til at kunne medvirke til et positivt samspil i det kommende år. Det bliver sikkert ikke let at være investor i 2012, men det skal det heller ikke være.

Godt Nytår ønsker Aktieinfo.