Grundlovstale 05-06-2017

 

Fortællingen vil vide, at Grundloven efter nøje overvejelse blev underskrevet af Frederik den Syvende den 5. juni 1849. Herved sikrede han sig, at Danmark officielt vil flage netop på Frederik Carl Christian Louis Berling’s fødselsdag. Drengen blev født i 1841 af Grevinde Danner, og han emigrerede som voksen til England. Selv fik Frederik ingen børn, og monarkiet ville være sluttet med ham stille og roligt, men sådan gik det jo ikke. Kongen forsvandt alligevel ikke ud af den danske nation og forfatning.

 

Der flages smukt i dag, og så kan vi jo opfatte det som glæde over Grundloven, en markering af Frederik Berlings fødselsdag eller i år Anden Pinsedag, der udtrykker glæde over Helligåndens komme til Kristus troende mennesker. Guds Ånd er udtryk for ægte demokrati, men det kræver et valg.

 

Jeg vil i denne tale evaluere de resultater og den situation som anvendelsen af Grundloven har sat vores land i. Ideen i enhver forfatning for et land er at fastlægge vedvarende rammer for borgernes liv og adfærd, altså spilleregler for frihed og ansvar samt for de opfundne statsretlige organers virkefelt inklusiv bestemmelser for personerne i de anførte poster. Vores forfatning er klart ikke tidssvarende længere, og det er kun den praktiske elastik i forståelsen som muliggør dens fortsatte eksistens.

 

Balancen mellem de tre magter er et kernepunkt. Her har udviklingen siden folket omsider opnåede kontrol med Statsapparatet ved Systemskiftet i 1901 konstant bevæget sig i retning af udvidelse af lovgivernes position. Det er vel også årsagen til, at vi aldrig har moderniseret grundloven med en særlig forfatningsdomstol til at sikre overholdelse af Grundloven. Kort fortalt hutler vi os igennem.

 

Et vigtigt spørgsmål af historisk art skal omtales: har vi som borgere fået en fri forfatning som en slags gave, eller er det lige modsat en basal ret som i århundreder havde været frataget landets indbyggere af magthaverne, hvor Kongen optrådte som den ultimative hersker? Forståelsen heraf har ændret sig i tidens løb, og i dag mener de fleste vel, at Statsmagten ikke kan tildele borgerne (folket kaldes det i Grundtvigs 1800-tals national romantisk sprog) os frihed men tværtimod kan prøve at indskrænke friheden – underforstået at ”man” gør det for vores eget bedste. Et lands befolkning er ikke Kongens ejendom. Beklageligvis benytter vi her i landet en lag-på-lag linje med love, så man aldrig ryder op i de gamle love men lader dem henstå som museumsgenstande. Reference til fortidens forståelse og praksis spøger derfor altid i baggrunden.

 

Demokrati er et HURRA ord, og i vore dage bruges begrebet i flæng: som et ideal af noget udefinerbart godt (der bekræftes ved gentagelser), som et andet ord for frihed, som håndfaste regler for valg til de styrende organer for Staten i form af Folketinget suppleret af kommuner og regioner nedad og EU opad. Det lyder jo meget godt, og børnene i skolerne indoktrineres effektivt med en naiv fortælling om vort lands jævne og retfærdige struktur, hvor folket kan afgøre, hvem der skal bestemme over dem. Tryghed er et misbrugt nøgleord i dagens politiske fortælling.

 

Er Danmark et velfungerende demokratisk styret land, eller hvilket ord skal vi beskrive magtforhold og styre med? I teorien opfylder Danmark kravene til en sådan betegnelse, men i praksis er vi for længst havnet i en blindgyde, hvor ordet er blevet meningsløst. Men det er en statshemmelighed. Magthaverne - og dem er der mange af – søger at opretholde illusionen om folkets magt - samtidig med at de søger at tilrive sig selv mest mulig indflydelse og opnå fordele. Danmark må i dag betegnes som en bureaukratisk aftaleøkonomi ledet af en elite (et fåmandsstyre), og medlemmerne af Folketinget får lov til at spille roller som anstandsdamer og statister. Hold dem endelig væk fra beslutningerne, så det ikke går helt galt.

 

Hvem bestemmer i virkeligheden her i landet? Er det de 179 personer i Folketinget, eller er det administratorerne af Systemet, der er så omfattende at ingen længere kan styre det? Som følge af efterkrigstidens store samfundsprojekt med at skabe en socialdemokratisk velfærdsstat i et land med et meget svagt erhvervsgrundlag, er vi havnet i en absurd afhængighedsøkonomi. Størstedelen af befolkningen lever nu af de andre. Nogle håber blot på at få lidt tilbage igen i pension af de alt for mange skattepenge, som de tidligere i de aktive år indbetalte til det store statslige fællesskab. Af Danmarks ca. 4,5 mio. voksne er kun 1,9 mio. beskæftiget i den private sektor, og af dem skaffer en kvart million i virkeligheden deres indkomst ved at udføre opgaver som offentlige underleverandør, fx praktiserende læger og vejarbejdere. Desuden kan mange takke love, regler og offentlige myndigheder for deres job, da behovet kommer fra påbud om at benytte dem. Forholdet mellem ydere og modtagere er med andre ord 1:1,6, så det er faktisk mærkværdigt at såkaldt borgerlige partier overhovedet har en chance. Den socialdemokratiske samfundsmodel har sejret sig ihjel, men man har prøvet at gardere sig mod at tabe magten ved at skabe dette flertal af nydende borgere. Derfor er de borgerlige partier da heller ikke ude på at ændre strukturen. Vi har fem socialdemokratiske partier (SF, S, DF, K og V plus måske også Liberal Alliance). Debatten i medierne er ren teater for at bilde folk ind, at der eksisterer dybe forskelle mellem Rød og Blå blok. Det er kun detaljer.

 

Vi lever altså i et land med et herrefolk af skattefinansierede og et mindretal af arbejdende folk. Hvis det minder dig om slaveri eller socialisme er det ikke uden grund. Hvis Danmark skulle være et demokrati burde første regel være, at stemmeret og valgbarhed ophæves automatisk for personer, som lever af indkomst fra den såkaldt offentlige sektor - uanset om denne overførsel af indkomst er betinget af fremmøde, fremmøde med krav om aktiv arbejdsindsats eller der intet krav er til fremmøde. Man slår jo ikke den hånd, som føder én.

 

Vi har opbygget en illusion om en velfærdsmodel uden jordforbindelse til skaffedyrene og med en enorm beskæftigelse af akademikere og teoretikere, som i bedste fald er harmløse udadtil og i værste fald optræder kontraproduktivt ved deres beskæftigelse. Passivering kan jo være positivt.

 

Indoktrinering er afgørende for at kunne opretholde dette blændværk, og hertil benytter man skolesystemet, mens opretholdelsen af hjernevasken klares af Danmarks Radio. Der er reelt udstedt lovkrav om at tilslutte sig og betale for denne loyale statslige røst, som betegnes public service. Smukke ord er en del af italesættelsen af eksperimentet, og det er vi dygtige til her i landet.

 

Men tiden har ført til en stadig større skævhed og forsørgelsesbyrde, samtidig med at love og regler har antaget et omfang, så de fuldstændig har mistet al fornuft. Ingen kan overskue eller forstå det alt sammen, men man kan jo altid hive et hjørne af det juridiske virvar frem, hvis det kan bruges til egen fordel på en eller anden måde. Den offentlige forvaltning er i praksis brudt sammen. Ethvert ansvar fra den såkaldt offentlige sektors side eller personer heri over for borgerne er umulig at fastholde. Derfor er det kun mindretallet i den arbejdende gruppe som med stor nidkærhed underkastes alskens meningsløse former for retsligt overopsyn. Herrefolket i de offentlige organer tildeler sig selv frit lejde. Ingen vil påtage sig ansvaret for Skat, DONG-sagen, de ubrugelige IC4 tog, DSB’s elendige drift, mislykkede IT-systemer osv. Jeg kender kun to ting i offentligt regi som fungerer ordentligt og stringent: Motorregisteret og busserne. Motorregisteret er ved at blive ødelagt oppefra af politikerne med endnu flere særordninger, og busserne drives i vid udtrækning af private firmaer. Produktiviteten i den offentlige sektor er katastrofal – og danskerne ved det godt: vi kunne aldrig drømme om at betale de omkostninger, som ydelserne faktisk koster. Man prøver bare at narre og nasse på de andre borgere.  

 

Det er således lykkedes i Danmark at etablere et selvbærende politisk system, som sikrer magten hos de nydende på bekostning af de ydende. Men denne model indebærer en vedvarende glidning med stadig større krav til udbytning, idet præstationsevnen hos yderne udhules og nydernes mismanagement og vokseværk i antal og aktivitet kræver større og større ressourcer. Modellen er ikke bæredygtig, og vi nærmer os en kollaps. Lad os se frem til sammenbruddet med frimodighed og glæde.

 

En hel stribe af faktorer er nemlig ved at ramme den danske model for et korporativt samfund: tidsfaktoren med en uholdbar akkumuleret byrde lagt på de indtægtsgivende borgere og firmaer med et ekstremt skattetryk på reelt 70 pct., et voksende forståelsesmæssigt gab mellem aftaleøkonomiens elite og folk ude i samfundets realøkonomi, systemmæssig fremmedgørelse af borgerne som personnumre i en fjern Totalstat, pres udefra i form af globaliseringen,

pres fra EU’s krav via overhøjhed, ind-/udstrømning af mennesker så Danmark ikke længere har en befolkning med sammenhængskraft, nedbrud i den offentlige sektors funktioner (skat, jernbaner, postvæsen, sygehuse, politi og retsvæsen), centralisme i den offentlige forvaltning med manglende nærhed og dermed stribevis af fejl, tab og mangel på korrekt forvaltning, voksende indsigt hos borgere og medier om skandaløs offentlig forvaltning takket være informationssamfundet, der fører til et nedbrud i tilliden til ”den danske model”.

 

Demokratiet skulle sikre frihed og muliggøre indgreb fra borgernes side for at standse en uønsket eller farlig udvikling ved brug af magtapparatet fra parlamentarikerne side. Ved et valg kan man skaffe sig nye repræsentanter og opnå forandringer. Men her i landet er denne nødbremse blokeret.

 

Danskerne er blevet manipuleret og snydt af en bred klasse af folk, som har melet deres egen kage og holdt folket hen med tom snak om at de skal acceptere en høj pris for et stabilt samfund, der påstår at være ”verdens lykkeligste land”.

Eneste tegn på årvågenhed hos befolkningen er de meningsundersøgelser, hvor det tilkendegives at politikere anses for de næst mindst troværdige personer – kun overgået af journalister. Netop denne gruppe optræder uhyggelig loyalt over for de nærtstående på ranglisten, politikerne.

 

Danmark er ikke en rollemodel for andre lande men befinder sig i latent eksplosionsfare. Demokratiet har med andre ord ført landet ind på en uholdbar og selvdestruktiv kurs, som synes umulig at korrigere. Vi vil derfor ramle ind i væggen – på en eller anden måde. Des værre bliver forløbet til den tid, og afstanden mod muren er formentlig kort.

 

I år fejres 500 års jubilæum for indledningen på Reformationen i 1517. Her blev der sat en kæp i hjulet på den dominerende romersk katolske kirke. Europa blev delt, og Nordvesteuropa underlagt en ny og åben forståelse af kristendommen fri for paven i Rom. I stedet blev staternes konger kirkens nye beskyttere, og statskirkerne fik sin start. Her fik individualiseringen sit gennembrud med frisættelsen af mennesket over for Gud uden en mellemliggende kirkelig magt. Det var slut med et selvberoende og upåvirkeligt System, der levede sit eget liv. Til gengæld måtte hvert menneske vedstå sit ansvar, som var følgesvend til friheden.

 

Muligvis skal vi om få år ikke længere fejre grundlovsdag her i landet men derimod en ny mærkedag for Frihed fra Totalstaten. Til den tid vil alle kunne indse, hvor vanvittigt Danmark er blevet styret.

 

Tak for opmærksomheden. For god ordens skyld skal jeg understrege, at de her fremførte synspunkter udelukkende er mine egne.

 

 

 

Denne hjemmeside anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer.
Denne information deles muligvis med tredjepart.
Læs mere om cookie- og privatlivspolitik.