Analyse den 02-06-2009: GN Store Nord (kurs 22,4)

 
Aktieinfo Danmark anbefaler Langsigtet Køb. Pil med retning Nordøst.
 
Beskrivelse
 
GN driver sin aktivitet i to separate datterkoncerner. GN Netcom er en ledende udbyder af telefon headset, der leveres til kontorer, mobiltelefoner og IP-telefoni mv. Jabra er selskabets mærkevarenavn. Produktionen er nu helt udlagt til underleverandører i Kina. Selv optræder selskabet som underleverandør for mobiltelefonproducenter. GN ReSound fremstiller høreapparater (ReSound, Beltone, Interton) og teknisk udstyr til måling af høretab mv. Selskabet har tidligere foretaget opkøb af andre udbydere, og efterfølgende er samordning gennemført. Produktion foregår hovedsagelig i Kina og Danmark. Koncernen har ca. 4.600 medarbejdere.
 

Ledelse
 
Toon Bouten (50) og Mike van der Wallen (43) er administrerende direktører; Per Wold-Olsen (61) er formand.
 
Ejerforhold
 
ATP ejer over 10 %, Marathon Asset Management LLP (England) over 5 %, Parvus Asset Management (UK) Ltd. 5,3 %. Egne aktier udgør 2,3 %. Selskabet har registreret ca. 45.000 aktionærer, der repræsenterer en andel af kapitalen på 75 %. Omkring 30 % af kapitalen ejes af udenlandske investorer.
 
Omsætningens fordeling
 

Geografisk: Europa 46, Nord- og Sydamerika 42, Asien mv. 12 %.

Produkt: GN Netcom 47, GN ReSound 53 %.
 
 

Aktieinfo, John Stihøj og/eller Lau Svenssen ejer aktier i GN Store Nord.

 
 
GN-opretning på skinner
 

Turnaround i gang. Usikkerhed om direktørskift. Voldgift er en Joker. Aktien et køb
 
De sidste tre år har været en grum oplevelse både for de ansatte og aktionærerne. Ingen anede om man var købt eller solgt. Processen med at frasælge GN ReSound (høreapparater) endte efter lang tid med et tysk veto fra kartelmyndighederne. Uklarhed om fremtiden førte til tab af intern dynamik i denne del af koncernen, og desværre har den anden aktivitet, GN Netcom, også oplevet en vanskelig fase. En ny topledelse kom til, og det meste af bestyrelsen er ligeledes blevet ændret. Turnaround processen ser heldigvis ud til at være i god fremdrift trods den pludselige forandring udefra med en generel økonomisk krise som et nyt problem på et uheldigt tidspunkt.
 
Modgangen i Headset
 
GN har formået at påføre sig selv mange plager, der nu gradvis ser ud til at blive overvundet. Det første store fejlgreb drejede sig om forsøget på at placere sig stærkt inden for headset til mobiltelefoner, der jo har oplevet et sandt boom. Her optræder GN Netcom især indirekte som underleverandør til de store elektronikkoncerner. Disse aktører er imidlertid særdeles hårde kunder med store krav til levering og fleksibilitet i volumen ud over høj kvalitet og lav pris. I praksis er det lykkedes at vinde indpas men uden at opnå positiv indtjening, og deciderede problemer synes også at være forekommet. Fidusen var ellers oplagt og er det fremdeles. Headset var oprindeligt beregnet til kontorbrug og såkaldte Callcentre med høj standard. Derfor kan produktplatformen benyttes mere eller mindre direkte. Flot design, brugervenlighed og høj kvalitet kendetegner disse produkter, der set med firmakundernes øjne er billige og kun forventes at have en levetid på få år.
 
Netop den korte levetid kom i skudlinjen for et absurd salgsmæssigt forsøg på det vigtige amerikanske erhvervsmarked med tilbud om prøveleverancer. Her sprang kæden helt af, og mage til adfærd er næppe set i en seriøs virksomhed. Det var rent selvmål, nærmest selvmord.
 
Kampen om høreapparaterne
 
GN ReSound blev genstand for en anderledes form for destruktion af værdi. Her blev virksomheden fanget i et fejlslagent forsøg på et frasalg, hvor selve prisen var udmærket efter de da gældende forhold, men det juridiske fin-spil fejlede med et veto fra de tyske kartelmyndigheders side.
 
Genrejsningen af denne delkoncern har derfor støtte i en nogenlunde velkørende forretning, der skulle tilbage i sin hidtidige ramme og alligevel ikke integreres ind i en konkurrerende koncern. Fornyet skub i salget er derfor afgørende, og det er lykkedes i første omgang. Introduktion af nyheder hjælper til at profilere virksomheden og give indtryk af fortsat dynamik.
 
Turnaround
 
Indsatsen for at genrejse GN forekommer foreløbig velgennemført med en fundamental forandring af hele Headset sektoren, hvor al produktion er outsourcet. Produktudvikling, styring og salg er de afgørende funktioner. Desværre må det forventes at salget til erhverv vil være klemt i hele 2009. Prognosen for mobiltelefonmarkedet er moderat tilbagegang.
 
De to områder drives angiveligt parallelt, og topcheferne har direkte ansvar for hver sit. En udskiftning er dog på vej i september, da Toon Bouten ønsker at fratræde. Det giver usikkerhed.
 
Høreapparatområdet har bedre stabilitet på afsætningssiden, og her gælder det om at få sat yderligere skub i salget samtidig med at besparelser og omlægninger gradvis vil give gennemslag. Selskabets konstante placering med markant lavere overskudsgrad end den store konkurrent William Demant (Oticon) vil næppe høre op men fungere som en motivation for forbedring.
 
Indeværende år må ses som en fortsættelse af genopretningsprocessen uden udsigt til væsentlig indtjening. Her virker Finanskrisen som en ny udfordring og bremsemekanisme. Uanset det forekommer vendepunktet at være passeret, og i løbet af 2-3 år burde GN igen kunne være tæt på topform.
 
Fremtid
 
I takt med at fremgangen dokumenteres og ledelsens greb om virksomheden bliver mere tydelig,
vil GN’s værdi hurtigt vokse og handlefriheden forbedres. Gælden udgør den væsentligste ydre begrænsning, men den er moderat med 1,5 mia. kr. og til bankernes glæde placeret oppe i moderselskabet. Den kortsigtede Joker er en forestående afklaring af en årelang voldsgiftsag om indtægter fra et polsk kabelprojekt. Hvis GN får medhold i blot moderat udstrækning, vil det kunne eliminere en stor del af gælden og således straks forbedre den økonomiske slagkraft.
 
Perspektivet for vækst og indtjening på længere sigt er lovende. Netcom må kunne få held til at opnå god rentabilitet igen trods store udsving i salget. Høreapparater er kerneområdet, hvor stigende levealder og forbedrede levevilkår i de nyindustrialiserede lande giver udsigt til stort salg. Samme mekanisme kan man formode vil indfinde sig pga. de yngre generationers ivrige og højlydte brug af headsets, der vil resultere i tidlig nedsat hørelse. Selv om GN ikke endnu har fået gavn direkte af headset-boom’et, kan det i sidste ende alligevel give stor bonus via høreapparaterne.
 
Næsten lige til at spise
 
Genrejsningen af GN betyder dog også, at muligheden for et Take Over bud stiger. Den interessante sektor er høreapparaterne, der repræsenterer et medico-teknisk segment med høj barriere for indtrængning af konkurrenter. Belært af stopbommen for Sonovas bud på GN ReSound skal kredsen af mulige købere findes uden for branchen. Hvis der fremkommer en overtagelse af GN, vil ReSound pludselig stå markant stærkere og kunne ændre markedet for høreapparater. Sandsynligheden for et sådant skridt er voksende i takt med forbedringerne, og med god indre styrke i økonomien for denne type af virksomheder på købersiden, vil Finanskrisen ikke forhindre et sådant offensivt skridt.
 
GN er næsten lige til at spise, idet Netcom i givet fald må påregnes solgt videre for at fokusere på målet alene. Ved kurs 22,4 har aktien en markedsværdi på 4,6 mia.kr. som sammen med gælden på 1,5 mia. kr. giver en værdi på kun 6,1 mia. kr. Udfaldet af voldgiftsagen er et helt åbent spørgsmål men kan kun blive positiv - og formentlig af betydelig størrelse.
 
Anbefalingen er derfor langsigtet køb af GN, der kan ses som bevis for et godt mundheld: ”Der skal meget til at slå et godt selskab ihjel”.
 
Regnskabstal
 

mio.kr.

2005

2006

2007

2008

2009E

Omsætning

6.644

6.766

5.981

5.624

5.000

Resultat af primær drift

834

257

260

34

50

Årets resultat

850

348

-67

-56

-30

Balance

8.091

8.227

7.835

7.878

7.700

Egenkapital

5.349

4.900

4.482

4.507

4.400

Egenkap.forrent., i pct.

17.1

6.8

Neg.

Neg.

Neg.

Markedsværdi 28052009

(mio.kr.)

4.560

Mest læste artikler

 

Aktiedebat
Aktieinfos ugekommentar
FX-kurser
Handelsanbefalinger
Kortsigtet Modelportefølje
Teknisk analyseservice
Langsigtet Modelportefølje

 

Kalenderen / Aktier i fokus

 

08-09-2010
SVERIGE:
Regnskab fra Clas Ohlson

RUSLAND:
Regnskab fra Gazprom.

Se hele finanskalenderen

 

ren / Aktier i fokus

 aktiekommentar

Ugens aktiekommentar

 

Store udsving på finansmarkederne

 

Stigende Take Over aktivitet er godt for aktierne. Makroøkonomiske nøgletal giver ingen signal om kommende retning. Der er igen lagt afstand til vigtige støttepunkter. Fokus på GN Store Nord og de nordiske skovaktier.

 

Læs hele ugens aktiekommentar her

 

Opdateret 03-09-2010 kl. 10.45

 

 
Sitemap - oversigtskort
Udskriv