FRANKRIGS FRAVALG

Af Lau Svenssen, Aktieinfo

 

Første runde af det franske præsidentvalg blev afholdt 23-04, og sjældent har der været så stor bekymring for udfaldet. Usikkerheden viste sig da også at være velbegrundet – uagtet resultatet af denne nomineringsrunde af de to finalister til anden valgrunde (afholdes 07-05) umiddelbart betragtet må anses for at pege i retning af en sejr til den nye midtersøgende kandidat Emmanuel Macron. Altså en blød løsning.

 

Verden - og vel i særdeleshed EU-kommissionen i Bruxelles – åndede derfor lettet op efter præsentationen af valgresultatet. Imidlertid afspejler afstemningen og udviklingen i fransk politik dybe uoverensstemmelser med en opdeling af samfundet på kryds og tværs, hvilket skal ses som udtryk for en afgrundsdyb frustration over manglende evne til at udvise politisk fremsyn og lederskab ved at tage fat med virkelige reformer og nytænkning for at bryde landets fastlåste situation.

 

Frankrig hører til de dårligst fungerende lande i EU. De 11 kandidater afspejlede i sig selv et opbrud i partiernes kontrol over den politiske proces i landet. Valgets udfald bekræftede til fulde denne udvikling. Socialisterne har ikke fremvist tilfredsstillende resultater under Hollande’s ledelse, og de borgerlige centerpartier har ødelagt sig selv ved Francois Fillon og andres forvaltning af deres embeder og roller, og de er endog udsat for strafferetslige undersøgelser. Tilliden til de gamle politikere i Frankrig er omsider blevet rystet afgørende. Denne udvikling ses også i en række andre lande og er en kronisk sygdom, som anfægter tilliden og ideen i den vestlige demokratiske statsform.

 

Alt nyt er derfor godt i disse år. Macron repræsenterer en sådan nyskabelse, men det vil også udgøre hans svaghed efter den endelige valgsejr. Han mangler nemlig et partiapparat til at sikre lovgivningen i Nationalforsamlingen. Valget hertil sker i juni. Tilsvarende opnåede den venstreorienterede Jean-Luc Melenchon en imponerende bølge af opbakning med 19,6 % af stemmerne som en anden ”selfmade man” med tilbud om en ny ekstrem politik, der ligner Alternativets her i landet. EU-modstand indgår også her som et vigtigt punkt.

 

Sammen med Front Nationale gav 41 % af vælgerne tilslutning til de to EU-utilfredse partier. På dette punkt såvel som næsten alle andre udgør det advarselssignaler fra Frankrig.

 

Anden valgrunde

Nu forestår så anden omgang mellem de to kandidater. Macron har placeret sig med et ”midt-på-banen program” med vægt på fornyelse og ignorering af den traditionelle opdeling ud fra partier. Han kan til dels sammenlignes med ”New Labor” under Tony Blair, hvis metode blev overført af Anders Fogh Rasmussen her i landet og sikrede ham posten som statsminister. Evaluering af de tos indsats er vel kort fortalt, at de personligt fik opfyldt deres ambitioner, men de efterlod sig partier i udmarvet tilstand uden evne til at fastholde flertallet og videreføre linjen.

 

Meningsmålinger havde allerede før første valgrunde vist et klar flertal til Macron over Marine Le Pen, såfremt de to skulle (og nu faktisk skal) møde hinanden i den afgørende valgrunde. Fordelingen angives til 60/40, og umiddelbart betragtet forekommer det vel sandsynligt. I forhold til deres stemmeandele i første omgang, hvor Macron fik 10 % flere stemmesedler end Le Pen, peger det i retning af en stor forskydning i favør af Macron.

 

Fravalg af Marine Le Pen er hendes største problem, og der er næsten tale om en uformel konstellation imod hende, hvor borgerlige og venstreorienterede mennesker frem for alt søger at forhindre hende og Front Nationale i at erobre magten.

 

Fravalg er dermed fortsat kodeordet for den politiske adfærd i landet. Vælgerne fravælger de gamle politikere, partier og samfundsmodeller til fordel for ”noget andet”, uanset om det er fuldstændigt ukendt og usammenhængende, blot det er nyt. Macron’s eneste løfte er, at han vil forny landet med vægt på en økonomisk politik, der passer ind i en åben global økonomi.

 

Marine Le Pen repræsenterer derimod en lukket holdning, men hun kan heller ikke fremlægge præcise planer for en holdbar fornyelse af Frankrig. Det klare tema synes i virkeligheden at være Eliten contra Folket. Macron repræsenterer klart Eliten, mens Marine Le Pen appellerer til Folket. Det burde jo tilsige en sejr til Le Pen, men det modsatte synes at blive tilfældet. Folket forstår ikke denne afgørende kerne i problemet og er delt på kryds og tværs ud fra interesser og holdninger. Det gør Eliten, og derfor vil de kloge narre de mindre kloge. Om fem år kan det så helt galt, hvis Macron ikke performer godt.

 

Macron vil næppe få nogen let gang på jord i det partipolitiske Frankrig, som han jo skal finde opbakning hos. Som partiløs står han svagt i udgangspunktet, og det peger vel i retning af en blød opstart inden en større omlægning kan komme på tale fra hans side. Partierne vil i sagens natur søge at tildele sig selv en rolle som ledende og ikke som passivt stemmekvæg.

 

Hvad skal vi forvente os af Frankrig under Macron’s lederskab

Han er et ubeskrevet blad og må placeres som teknokrat af natur. Store visioner og præcise ideer er vi ikke bekendt med, men hans generelle forståelse af de frie markeders betydning og behovet for et sundt og konkurrencedygtigt erhvervsliv synes at stå centralt i de ændringer og moderniseringer, som han kan tænkes at komme med i de næste fem år. Som et one-man-show står han naturligvis i en fri stilling af helt ny art, men evnen til at få gennemført holdbare ændringer af betydningsfuldt format afhænger af parlamentets flertal efter et kommende valg. Som en enmandshær skal han formå at udnytte det vakuum, hvori han erobrede præsidentposten til at opbygge en bred og bæredygtig konstellation af partier.

 

Såfremt han fastholder de indikerede attituder, kan det udvikle sig til en positiv fornyelse af Frankrig og dermed et stærkere tysk-fransk samarbejde som kernelandene i EU.

 

Generelle konklusioner for situationen i de gamle I-lande

  1. Befolkningen er dybt utilfreds med samfundsmodellen og politikere/administratorer (Eliten). Der er dog (endnu) ikke klar forståelse af problemet og vilje til handling.
  2. Tocquevilles lov udfolder sig: tydelig forfordeling i et samfund accepteres ikke af de ikke-privilegerede, hvis de får kendskab hertil og frihed til at forhindre det via magt. Udtænkt med baggrund i forløbet op til den franske revolution.
  3. Tidsfaktoren har ført til en uholdbar struktur med misforvaltning af ressourcerne som helhed qua konstant stigende skattetryk. I en række lande forvaltes en dominerende andel af de økonomiske ressourcer af politisk (demokratisk) valgte repræsentanter og ikke-ansvarlige ansatte administratorer. Dermed er der opstået en dødsspiral, hvis ingen griber ind med en radikal reform, for alle aktørerne lever af dette misbrug. Med få undtagelser udvikler demokratiet som styreform sig derfor til en dysfunktionel samfundsmodel. Friheden forsvinder via et alt for højt skattetryk, men demokrati anføres som sikring af friheden!
  4. Tiden siden Finanskrisen (2008) har vist, at The Establishment (Eliten) har reddet sig selv og den gamle samfundsmodel, uden at kunne reformere den til gavn for hele befolkningen.
  5. Informationssamfundet nedbryder de beskyttende barrierer for den herskende klasse (Eliten). Kendskab til deres misbrug spredes derfor og ødelægger tilliden til Systemet.
  6. Vælgerne (befolkningen) er på konstant vandring efter nye håb om afgørende forbedring. Valget af Macron er dybest set udtryk for ønsket om fornyelse anført af ”en stærk mand”.
  7. Politisk er en række lande dybt splittet med tæt på 50/50 udfald ved afstemninger mellem to retninger/synspunkter/statsledere, hvilket afspejler en labil ligevægt. Store forandringer baseret på et minimalt flertal er derfor umulige at gennemføre, og hvis det forsøges, kan det ende med protester, oprør og til sidst revolutioner.

Publiceret den 01-05-2017

 

 

 

Denne hjemmeside anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer.
Denne information deles muligvis med tredjepart.
Læs mere om cookie- og privatlivspolitik.