Analyse af Exiqon den 30-05-2011
Kurs på analysetidspunktet: 11,2
Det tidlige stade for miRNA som kommercielt produkt indebærer, at Exiqon er inde i en rivende udvikling. Selskabets udviklingsmulighed hører sandsynligvis til de relativt målt største blandt de børsnoterede selskaber i Danmark. Patenter og produktrettigheder udgør bastionen herfor. Udmøntningen i praksis er udfordringen, og risikoen i dette forløb er høj for en lille nichevirksomhed placeret i en branche med store koncerner, der satser massivt på at være teknologisk ledende.
Selve produktforretningen (Life Sciences) er nu ved at blive overskudsgivende. Samtidig kan forskningsprojekterne i Diagnostics omkring identifikation af kræftsygdomme muligvis allerede sidst på året fremlægge afgørende dokumentation for anvendelse af miRNA som biomarkører og dermed grundlag for en indledende screening for tarmkræft. Interessen for Exiqons' indsats og produkter er for alvor ved at udvikle sig. Tidsmæssigt vil der dog være tale om formentlig yderligere 3-4 års arbejde før praktisk ibrugtagning vil kunne finde sted.
De store perspektiver understreger værdipotentialet i Exiqon og muligheden for et Take Over bud. Da potentialet skal fremkomme ved en omfattende forskningsindsats, må en køber nødvendigvis være venligsindet og forhandle sig frem til en aftale, der kan sikre bevarelse af en kompetent medarbejderstab.
Indeværende år er således meget spændende med afklaring af flere vigtige forhold: den salgsmæssige succes for Life Science's udvidede produktsortiment, miRNA's anvendelighed som biomarkør og voldgiftsagen med Santaris. Et ekstra punkt med Joker natur drejer sig om indgåelse af nye licensaftaler, da det udløser en engangsbetaling på starttidspunktet. Sådanne indtægter vil derfor kunne medføre, at Exiqon's forventede nul-resultat bliver forbedret til et overskud.
Vi vurderer Exiqon som en aktie med en profil som High Return/Risk. Det skal bemærkes, at to bestyrelsesmedlemmer umiddelbart efter regnskabet for Q1 har erhvervet aktier i Exiqon for ca. 1,5 mio. kr., hvilket må betragtes som et positivt signal. Potentialet med udsigt til en langstrakt udviklingsproces indebærer, at aktien egner sig til langsigtet placering hos investorer med en tidshorisont på 3-5 år. Det er en køb-og-gem situation.
|
|
|
|
|
.gif)

