Cimber Sterling's trafikudvikling i juli
Sommeren præges af en struktur i efterspørgslen, der er næsten omvendt af resten af året. Vægten ligger på behov relateret til ferierejser. Danskernes valg af feriested har derfor også betydning, og de dårlige tider ser ud til generelt at have dæmpet lysten til de sydlige himmelstrøg med brug af flyrejser.
Ændringerne med indsættelse af større kapacitet på egne ruter og reduktion af udlejningen af fly til andre selskaber (SAS) indebærer, at tallene er vanskelige at sammenligne med tidligere perioder. Det afgørende punkt er udviklingen i trafikken på egne ruter og kapacitetsudnyttelsen af flyene. Væksten i antal passagerer var højt i juli med 29 % flere end sidste år. Afviklingen af trafikken har været tæt på perfekt drift.
Økonomisk er det afgørende punkt for selskabet at opnå både en højere belægning (kapacitetsudnyttelse) og højere priser, da niveauet er blevet utilfredsstillende lavt. Sidstnævnte er især vigtigt omkring dansk indenrigsflyvning, hvor kampen om markedsandele forekommer at være kommet helt ud af takt med holdbare prisforhold. Flybilletter tilbydes under niveauet for priserne ved togtransport, der jo er sponseret af Staten.
Flyenes kapacitetsudnyttelse er formelt set faldet fra 80 til 76 %, men det skyldes et gevaldigt løft i produktionsudbuddet for Leisure (+ 55 %) med lang afstand til de sydeuropæiske feriemål. Ruterne indenrigs og regionalt har fået et tiltrængt løft til nu hhv. 68 og 65 % i antal solgte sædekilometer målt over for udbuddet og er dermed ved at nå op på et passende, rentabelt niveau. Især ruterne til andre europæiske storbyer er præget af for lavt salg som følge af processen med opbygning af salget på disse destinationer.
Opgørelsen af indtjeningen pr. solgt sædekilometer (Yield) er en måned forsinket og vedrører juni. Her er der et fald som kombination af de lave billetpriser og drejningen mod større vægt fra lange rejser med Boeing 737 flyene til Sydeuropa. Strukturen i Cimber Sterlings forretning har Danmark som udgangspunkt, og derfor er det vigtigt at indenrigstrafikken opnår forbedrede priser. Yield'en tyder på fortsatte problemer på dette punkt.
Samlet er konklusionen, at Cimber Sterling udfører driftsoperationen godt og forbedrer sin performance omkring effektiviteten kraftigt men at prisernes lave niveau giver for lave indtægter.
|
|
|
|
|
.gif)

